Skuffelse i Børns Vilkår efter dom: Danmark ser alt for mildt for pædofilforbrydelser

Seks års fængsel og 81.000 kroner i erstatning viser, at Danmark ser alt for mildt på pædofili og børneporno, mener direktør for Børns Vilkår.

Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, er skuffet over dommen, der fredag blev afsagt i Retten i Randers.

En 48-årig mand er idømt seks års fængsel for at have krænket fire små børn seksuelt, for at være i besiddelse af tusindvis af børnepornografiske billeder og film og for sin rolle som henholdsvis administrator og medadministrator af to verdensomspændende pædofile netværk på internettet. 

Den illustrerer, at vi i Danmark "ser alt for mildt på den slags forbrydelser", mener Rasmus Kjeldahl.

- Jeg deler skuffelsen over den forholdsvis milde dom. Seks års fængsel betyder jo, når man tager prøveløsladelse og reglerne for det med i betragtning, at sådan en mand kan være lukket ud om tre-fire år og være en risiko for børn i Danmark, siger han.

Børn med ar på sjælen

Rasmus Kjeldahl henviser til Retslægerådet, der efter en mentalundersøgelse af den pædofilidømte erklærede, at Torben Larsen er farlig. 

Vi er nødt til at se på strafniveauet. Både som en forbyggende ting, men også for at holde denne type forbrydere væk fra samfundet.

Rasmus Kjeldahl

Mentalundersøgelsen konkluderede, at den dømte er normalt begavet og ikke viser tegn på sindssygdom. Men manden viser heller ikke tegn på hverken skyld, skam eller empati overfor de børn, han har krænket.

Og derfor er han til fare for andres liv og levned, vurderer Retslægerådet, der anbefalede domsmændene at idømme Torben Larsen en forvaringsdom, hvis retten fandt ham skyldig. 

- Vi ser alt for mildt på denne slags forbrydelser. Straffen skal jo også holdes op imod, at der er børn, der vil have sår på sjælen, som vil forfølge dem resten af deres liv. Jeg mener, vi er nødt til at se på strafniveauet. Både som en forbyggende ting, men også for at holde denne type forbrydere væk fra samfundet, siger Rasmus Kjeldahl.

Det er ikke nok at holde dem væk

Han er også skuffet over de 81.000 kroner, som de fire krænkede børn er tilkendt i erstatning. 

- Erstatningsstørrelsen står slet ikke i forhold til den smerte, de er blevet påført, siger Rasmus Kjeldahl. 

Børns Vilkår er i forvejen i dialog med Justitsminiseriet om størrelsen på erstatninger, der bliver tilkendt de krænkede i denne slags sager. 

Direktøren fra Børns Vilkår håber, at dagens dom også vil indgå i ministerens overvejelser, siger han. Og at den vil give en anledning til at se på strafniveauet og sikre behandling til de dømte i denne type forbrydelser.

- Man kan måske ikke behandle alle, men vi skal i hvert fald gøre et stort forsøg på at beskytte vores børn ved at få behandlet dem, mens man har dem i fængslet. Det er altså ikke nok at holde dem væk et år eller to. De skal også være gjort ufarlige, når de så kommer ud igen. For ellers ved man bare, at der er stor risiko for gentagelse af forbrydelserne, siger direktøren.

14 dage til at overveje anke til landsretten

Torben Larsen blev fundet skyldig i: 

  • Andet seksuelt forhold end samleje med sin vens datter fra, hun var tre til fem år gammel.
  • At have optaget og udbredt billeder af overgrebet på den lille pige. 
  • Andet seksuelt forhold end samleje med sin vens søn, der var otte år på gerningstidspunktet. 
  • At have optaget børnepornografiske billeder af drengen, udbredt og delt materialet via websiden The Love Zone.
  • Ligeledes er han fundet skyldig i at have optaget, besiddet og udbredt børnepornografiske fotos.
  • Blufærdighedskrænkelse mod sin vens søn, der var tre et halvt år på gerningstidspunktet.
  • Besiddelse af 1946 børnepornografiske billeder og 58 film. 
  • Han er også fundet skyldig i at være administrator af det pædofile netværk Hoarders Hell.
  • At være medadministrator af det pædofile netværk The Love Zone. 

Han blev frikendt for et af sagens opsigtsvækkende anklagepunkter: At han sammen med en nu pædofilidømt svensk mand planlagde at købe et spædbarn i Rumænien, som de ville opbevare i den svenske mands hus og misbruge. 

Han skal i alt betale 81.000 kroner i erstatning til de fire børn, han er fundet skyldig i at krænke.

Den dømte samt anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke sagen til landsretten.