Vagt: Jeg bliver til grin, når politiet ikke kommer

16x9
Vi bliver snart verdensmestre i slik bv.'. Mohammed El-Dirawi har åbnet en ny slikbutik med lovligt slik. En lav husleje betyder lave slikpriser. "Ugens Butik" Foto: Axel Schütt / Scanpix Denmark

Det skaber stor frustration, at politiet ikke reagerer, når butikstyve bliver taget på fersk gerning med varer for mange penge, fortæller en vagt.

Det er ikke kun de butiksansatte, der føler sig magtesløse, når de oplever, at politiet ikke reagerer på anmeldelser om groft tyveri.

Det samme gælder for en af de vagter, som er med til at tilbageholde de butikstyve, der hærger i landets butikker og supermarkeder.

- Vi hører tit, at politiet leder efter nogle kriminelle. Hvis vi tager dem for butikstyveri og ringer og siger det til politiet, har jeg flere gange oplevet, at politiet ikke har mandskab eller tid til at rykke ud, fortæller Malik, der er vagt for en privat virksomhed i Odense.

DE: Tyve stjæler for tusindvis af kroner

Han ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn af frygt for, at han og hans familie vil blive opsøgt på privatadressen af nogle af de personer, han tidligere har taget for butikstyveri eller andre ulovligheder.

Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er Maliks historie ikke enestående. Organisationens medlemmer i detailhandlen beretter i stigende grad om tyverier, hvor de blot kan se på, mens tyve triller væk med varer for tusindvis af kroner.

- Det er en tendens, der er kommet for at blive, og det er der flere grunde til. Fordi der blevet færre penge i kassen i mange supermarkeder, er udbyttet ved et regulært røveri lavt og straffen højere. Det får flere til at fylde en vogn med varer for 5.000-6.000 kroner i stedet, fortæller Lars Alexander Borke, der er advokat og procesdirektør i Dansk Erhverv.

Han mener, at sagerne sender et skidt signal til organisationens medlemmer og deres ansatte.

- Det er stærkt uheldigt at tage kontakt til politiet og så ikke få en reaktion, siger Lars Alexander Borke.

Virker organiseret

Han fortæller, at tyverierne virker organiserede, og at gerningsmændene tit er i overtal og opfører sig så intimiderende, at de butiksansatte ikke tør eller formår at gribe ind.

Malik oplever op til flere gange om ugen, at politiet ikke kan rykke ud, når han tilkalder dem. Og det sætter ham i et dårligt lys over for butikstyvene, forklarer han.

- Jeg bliver til grin, når de ikke kommer, selvom om de tilbageholdte fylder flere sager hos politiet. Det er forkert, at de ikke kommer, og jeg undrer mig over det, siger han.

Efterlyser politisk prioritering

Malik har flere års erfaring som vagt, men det er især i de senere år, at han har oplevet problemer med at få politiet til at rykke ud ved butikstyveri.

Hos Dansk Erhverv istemmer procesdirektør Lars Alexander Borke kritikken af politiet, men han understreger samtidig, at det først og fremmest er et spørgsmål om prioritering fra politisk hold. Han opfordrer derfor politikerne til at sørge for, at der kommer flere betjente i gadebilledet.

TV2.dk har foreholdt Fyns Politi Maliks kritik, men politiet ser sig ikke i stand til at kommentere sagen på baggrund af hans oplysninger.

Politikreds: Tyverier prioriteres højt

Hos  Københavns Politi, hvor man også kender til problematikken, understreger politiinspektør Tom Struve, at grove tyverier er noget, politiet ser på med alvor.

- Når det er kriminalitet i en alvorlig kategori, rykker vi ud og går efter at anholde de skyldige, hvis vi har konkrete spor at gå efter i vores efterforskning. Vi prioriterer grove indbrud og tyverier højt, forsikrer han.