15-16-årige stak af fra politiet i gammel spand - endte i grøften

16x9
Foto: Localeyes

Tre drenge på 15-16 år endte sent tirsdag i grøften i Kokkedal i en udrangeret Seat Toledo. Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2. 

På mirakuløs vis slap de uskadt fra trafikuheldet, selvom bilen rullede rundt tre gange og endte med at udbrænde totalt. 

En patruljevogn fra Nordsjællands Politi observerede bilen, der ellers var blevet afmeldt som skrot for nogle år siden og ikke havde nummerplader på, klokken 23.21.

Det kunne have endt galt
Patruljevognen vendte rundt og satte efter den gamle bil med tændt udrykningsblink.

De unge forsøgte at stikke af, men den 15-årige fører kørte alt for stærkt til at dreje, så bilen væltede i grøften ved Brønsholm Kongevej i Kokkedal.

- Så kører man hurtigt frem og hjælper den ud af bilen, for den går i brand. Det kunne have endt helt galt, siger Henrik Hattel, politikommissær ved Nordsjællands Politi. 

Drengene var ikke påvirkede
Idet de tre drenge hives ud af bilen, smider den ene noget fra sig. En politihund finder senere genstanden, der viser sig at være en kniv. 

Knivens ejermand er sigtet for overtrædelse af våbenloven. Og den 15-årige fører af bilen er sigtet for at køre i en bil, der ikke er forsikret, og for at køre uden kørekort. Bilen var ikke stjålet.

Ingen af de unge var narko- eller alkoholpåvirket, og efter et tjek på Hillerød Sygehus blev de alle tre hentet af deres far og mor. 

Intet odiøst i eftersætning
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP, red.) har allerede været inde over og vurdere sagen og fandt ingen grund til at anmærke noget ved politets eftersættelse af de tre unge i bilen. 

Patruljevognen var på intet tidspunkt mere end 200 meter fra den gamle bil, forsikrer politikommissæren.