Tre mænd efterlyst: 83-årig kvinde jagede hjemmerøvere på flugt

16x9
Humletoftens Plejecenter Foto: Centerdelen

Der er fortsat ingen anholdte i sagen om et forsøg på et hjemmerøveri mod to kvinder på et plejecenter i Haderslev mandag aften omkring klokken 21.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV 2 tirsdag morgen.

Først forsøgte de tre mænd at berøve en 74-årig kvinde i kørestol på Humletoftens Plejecenter. De forsvandt dog, da hun trykkede sit på sit nødkald.

I stedet brød de ind i en 83-årig kvindes bolig. Den ene røver var bevæbnet med en kniv. Kvinden vovede dog alligevel at skubbe til røverne og råbe om hjælp, hvilket fik dem til at stikke af.

Den ene gerningsmand beskrives som en høj og slank mand iført mørkt tøj. Han havde en hue over hovedet. Der er ikke noget signalement på de to andre røvere. Alle røvere talte dansk.