Ulovligt fyrværkeri: Se, hvad du skal holde fingrene fra

De seneste dage har politi rundt om i Danmark konfiskeret masser af ulovligt fyrværkeri og forsøgt at stoppe salg og produktion af livsfarlige raketter og bomber, så det ikke ender lige så galt som ved sidste nytårsaften, hvor tre personer mistede livet i Nordjylland efter ulovlige krysantemumbomber.

Politiet har løbende givet meldinger om beslaglæggelser og vist på billeder, hvordan det ulovlige fyrværkeri ser ud, og hvad danskerne bør holde fingrene fra.

Krysantemumbomber i Horsens
For to dage siden blev der beslaglagt massive mængder ulovligt fyrværkeri i Vadum i Nordjylland - blandt andet krysantemumbomber og kanonslag.

En 60-årig mand havde knap et ton ulovligt fyrværkeri i sin bolig.

Og dagen efter fulgte politiet op på det fund i Horsens i en garage, hvor man beslaglagde 150 kanonslag og omkring 20 krysantemumbomber. 

- Det kunne være gået grueligt galt, bemærkede politiet i pressemeddelelsen.

Her vedlagde de også et foto af fundet, så borgerne kan se, at disse krysantemumbomber, der var medvirkende til tre personers død sidste år, er nogle, man skal holde sig fra.

Foto: Sydøstjyllands Politi

Flere store ransagninger på Fyn og Sjælland
Der har det seneste døgn været historier om flere ransagninger efter efterforskning fra Københavns og Fyns Politi. Det har ført til anholdelser af tre brødre, der risikerer otte års fængsel for at producere ulovligt fyrværkeri. Natten mellem mandag og tirsdag foretog de to politikredse en ransagning på en ejendom i Krogsbølle ved Otterup. Her blev der fundet krudt og kemikalier til ulovlig masseproduktion af fyrværkeri. 

Det var i den forbindelse, at politiet kom på sporet af ejendommen i Tureby, hvor man torsdag fandt en større produktionshal til fremstilling af ulovligt fyrværkeri.

- Det er op til flere hundredetusinde kanonslag, vi har fundet, lyder det fra efterforskningslederen.

Københavns Politi har også lagt flere billeder ud, så danskerne kan se, hvordan det ulovlige fyrværkeri ser ud, så de kan undgå det.

Foto: Københavns Politi
Foto: Politifoto

Krystantemumbomber: Løb ekstremt stærkt
Især krysantemumbomber bliver fremhævet som ekstremt farlige, og årsagen til, de kun må affyres af professionelle, er kraften. Bomberne kommer oftest med ca. en meter lang lunte

- Lunterne på krysantemumbomber løber 10 meter i sekundet, og så går den krudtladning, der skal sende bomben op gennem røret. Fra krudtladningen antændes har man 3,6 sekunder, før bomben eksploderer. Det vil sige, at man skal kunne nå at løbe mindst 100 meter på 3,6 sekunder for at være i sikkerhed, har Gunnar Knudsen, som er fyrværker hos Højen & Magic Fyrværkeri, fortalt tidligere på året til Station 2.

Se her en demonstration af, hvor farligt krysantemumbomber er.

Sådan undgår du ulykker
Københavns Politi har i løbet af fredagen fortalt, hvordan efterforskningen er intensiveret oven på de tre dødsulykker ved nytår sidste år. Derfor har Sikkerhedsstyrelsen også lanceret ulovligtkrudt.dk, hvor du får fem råd til, hvordan du kan undgå at blive ramt af fyrværkeriulykker:

  1. Tjek selv om dit fyrværkeri er lovligt. Det er ret nemt. Fyrværkeri skal nemlig have et SIK-nummer eller være CE-mærket for at være lovligt.
  2. Fyrværkeri må kun skydes af 6 dage om året - fra den 27. december til og med den 1. januar.
  3. Du må købe fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december.
  4. Du må ikke købe fyrværkeri i udlandet og tage det med over grænsen til Danmark, heller ikke fyrværkeri købt på nettet. Så huskereglen er ret enkel: Alt fyrværkeri købt i udlandet er ulovligt.
  5. På lovligt fyrværkeri skal der være en dansk brugsanvisning, som blandt andet angiver den afstand, du skal holde til fyrværkeriet.

I Skellerup i Nordjylland gik det helt galt sidste nytår. Se billeder fra ulykkesstedet her.

Alt lovligt fyrværkeri er mærket, enten med et SIK-nummer eller et CE-mærke.

SIK-nummeret var Sikkerhedsstyrelsen egen godkendelse, men siden 2010 er det CE-mærkerne, der har taget over. Der er derfor en overgangsperiode, hvor begge mærke gælder som lovlige.

CE-mærket gives til fyrværkeri, som lever op til en række sikkerhedskrav. Det er op til fabrikanten at dokumentere disse sikkerhedskrav. For at få vurderet fyrværkeriet skal fabrikanten indlevere produktet til en virksomhed, der er særligt godkendt af et europæisk land til at vurdere fyrværkeri.

Udover kravet til mærkning skal fyrværkeriet også have tydelige sporbarhedsoplysninger og sikkerhedsinformationer, samt have en tydeligt anbragt brugsanvisning på dansk. Man må dermed ikke indføre fyrværkeri fra udlandet til Danmark.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen