Sag om menneskehandel: Tiltalt søster udebliver fra retssag

Tre personer er tiltalt i det, der ifølge politiinspektør Bent Isager er Danmarks største sag om menneskehandel og navngivet af politiet som 'Operatio

Tre personer er tiltalt i det, der ifølge politiinspektør Bent Isager er Danmarks største sag om menneskehandel og navngivet af politiet som 'Operation Hvepsebo' - men kun to brødre på 35 år og 39 år sidder tirsdag morgen på deres pladser i Retten i Hillerød.

Deres søster, en 27-årig kvinde, er udeblevet fra dagens retsmøde, der er det første af 119 planlagte retsdage i indtil videre tre Hvepsebo-retssager med i alt 15 tiltalte.

En retssag om fattige rumænere, der er lokket til Danmark med løfte om arbejde - men i stedet er endt med at blive udnyttet i en karrusel af svindel med identiteter, som bagmænd ifølge politiet skal have tjent 30-40 millioner kroner på.

- Jeg kan konstatere, at der er tre stole til de tiltalte, og den ene er tom, siger dommer Susanne Skotte Wied.

Ikke dansk lægeerklæring
Forsvarer Thomas Smed forklarer, at hans klient er sygemeldt. Hun er psykisk ustabil, og har psykiatriske udtalelser på, at hun både lider af klaustrofobi og agorafobi – angst for at befinde sig på steder med mange mennesker.

Artiklen fortsætter nedenfor videoen:

Anklager Mads Kruse påpeger, at der ikke er tale om danske lægeerklæringer. Udtalelserne er i stedet kommet fra Rumænien.

Til det siger forsvareren, at der er to lægeerklæringer, og at en journal er på vej fra Psykiatrisk Hospital Hillerød, hvor den 27-årige kvinde lod sig frivilligt indlægge i den foregående weekend.

- Patienten er særligt bange for låste døre, er grådlabil og har behov for at holde psykiateren i hånden, læser forsvareren op fra journalen fra indlæggelsen.

- Hun angiver, at hun hele tiden under samtalen kan høre en nøgle i døren og politiets trampende støvler, da de kommer for at anholde hende, fortsætter han.

Én dags indlæggelse
Adspurgt viser det sig, at kvinden imidlertid blev udskrevet efter det første døgns indlæggelse, den 12. september.

- Hun er udskrevet på baggrund af, at hospitalet vurderede, at hun ville have det bedre hjemme, siger anklageren, mens en tolk oversætter det hele til rumænsk, da den ene af de to brødre angiveligt ikke taler dansk. Den anden gør.

- Er det noget, der kan dokumenteres?, spørger anklager Mads Kruse.

- Nej, det er noget, jeg har overhørt, svarer forsvarer Thomas Smed.

De tre søskende blev arresteret under en storstilet politiaktion 25. februar 2015, hvor 60 adresser på Sjælland og Lolland og Falster blev ransaget og 22. formodede kriminelle anholdt og varetægtsfængslet. Alle nægter sig skyldige.

Artiklen fortsætter nedenfor videoen:

Løsladt efter tre uger
20 af dem har siddet varetægtsfængslet siden - to er løsladt, blandt dem den 27-årige kvinde.

- Hun blev hentet i februar og varetægtsfængslet i tre uger – angiveligt fordi, hendes bror var involveret i noget, siger forsvarer Thomas Smed.

Han forklarer, at hans klient af psykiske årsager ikke vil være i stand til at møde op under retssagen - og at hun udebliver, fordi hun er bange for at blive arresteret.

Efter at have voteret er både dommer og de to domsmænd enige om, at retssagens første dag kan fortsætte uden den 27-årige kvinde - og at retten skal forsynes med en dansk lægeerklæring senest onsdag morgen.

Trusler mod udnyttede rumænere
Der er afsat 24 retsdage til den første retssag i Operation Hvepsebo - dommen forventes at falde 26. november.

Ud over de oprindelige tiltalepunkter er der få dage inden retsmødet tilføjet flere forhold i anklageskriftet, der handler om, at de tiltalte skal have truet de forurettede i sagen til ikke at møde op som vidner.

Den 27-årige kvinde er blandt andet tiltalt for at have truet et vidne i Rumænien i løbet af august måned, så han har oplyst til rumænsk politi, at han ikke tør rejse til Danmark.

TV 2s reporter Astrid Søndberg følger sagen direkte fra Retten i Hillerød tirsdag morgen. Hun fortæller, at der ikke er tale om menneskesmugling, men decideret menneskehandel. Se mere i klippet nedenfor.