Asylcenter udsat for groft nazi-hærværk i nat

Natten til torsdag er der begået groft hærværk mod Røde Kors' asylcenter Lyngbygård i Trustrup på Djursland.

Natten til torsdag er der begået groft hærværk mod Røde Kors' asylcenter Lyngbygård i Trustrup på Djursland. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ukendte gerningsmænd har tegnet nazisymboler og skrevet "Første advarsel" og "DNSB" på centerets garageporte. DNSB er en forkortelse for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Der var ligeledes blevet sat ild til en minibus tilhørende centret, som huser omkring 120 asylsøgere. Ifølge politiet var der ikke umiddelbart fare for personer ved branden.

Artiklen fortsætter under billedet...

Udbrændt bil ved asylcenteret på Djursland.
Udbrændt bil ved asylcenteret på Djursland. Foto: Foto: Læserfoto

Politi øger patruljering
Centret er et multietnisk asylcenter under Røde Kors' asylafdeling - fortrinsvis for familier, hvor asylansøgere er indkvarteret, mens deres ansøgning om asyl i Danmark bliver behandlet, skriver Røde Kors.

Politiet efterforsker sagerne og oplyser, at man gør, hvad der er muligt, for at udfinde gerningsmanden.

Der vil herudover blive iværksat øget patruljering i området, da det er tredje gang på et halvt år, at Røde Kors' asylcenter i Lyngbygård er blevet udsat for hærværk.

Tredje hærværk i år
Den 31. juli slog ukendte gerningsmænd til og malede nazistiske tekster og symboler på husmuren. Blandt andet flere hagekors og teksten "Go home!". Ved siden af stod skrevet "DNSB".

Den 20. marts var asylcenteret ligeledes udsat, da hærværksmænd overmalede murene og skrev blandt andet "Asylcenter nej!" og "DNSB".

Syd for grænsen er migrantfjendskab den seneste tid dukket op til overfladen med en stribe angreb og ildspåsættelser på flygtningecentre i Tyskland.

Hagekors og
Hagekors og "DNSB" skrevet på garageporten ved asylcenteret. Foto: Foto: Læserfoto