Bestjålet for millioner: Bilforhandlere forskanser sig bag strømhegn

Kriminaliteten i Danmark er generelt faldende, men antallet af sigtelser for overtrædelser af straffeloven begået af østeuropæiske statsborgere er sti

Kriminaliteten i Danmark er generelt faldende, men antallet af sigtelser for overtrædelser af straffeloven begået af østeuropæiske statsborgere er stigende: I 2006 var der 3730 sigtelser. I 2013 var det tal steget til 9632.

To bilforhandlere fra Kolding er i disse dage i gang med at sikre deres forretninger med vagter og strømførende hegn, fordi de bliver hærget af tyverier. De mistænker netop såkaldte østbander for at stå bag.

- Vi har valgt den løsning at hegne os selv inde. Ikke noget vi er specielt vilde med, men vi har valgt at sætte hegn op om hele vores matrikel, siger Allan Klinck-Petersen, bilhandler hos Bil & Co i Kolding, til TV 2.

- Der er strøm i hegnet med 20 lodrette tråde. Når vi går hjem herfra, så aktiverer vi hegnet. Det betyder, at der kommer 8000 volt i, siger Allan Klinck-Petersen.

I hans bilforretning i nabobyen Haderslev er et sikkerhedsfirma i gang med at sikre på samme måde. Otte kilometer strømførende kabel skal der trækkes. Simpelthen for at forhindre tyveri.

- De sidste tre år har vi fået hugget for 2,3 millioner kroner i vores afdelinger – primært i Kolding. Det er horribelt, for det er problemer, vi aldrig er stødt på tidligere, lyder det fra Torben Gosvig, der bestyrer forretningen i Haderslev.

Tyvene går efter sikkerhedsudstyr i bilerne som f.eks. airbags. At tyvene specifikt går efter netop airbags, får bilforhandler Allan Klinck-Petersen til at mistænke østeuropæere.

Mens bilforhandlerne forskanser sig, har de et ønske til politikerne:

- Vi kan simpelthen ikke få ind i vores hoveder, hvorfor man ikke lige kan kontrollere folk, der kører over grænsen. Hvad er det, der så forfærdeligt ved, at vi bliver kontrolleret der. Vi bliver jo kontrolleret mange andre steder, lyder spørgsmålet fra Allan Klinck-Petersen.

Ifølge Rigspolitiet er antallet af østeuropæere i Danmark steget med 152 procent fra 2006 til 2013. I samme periode er antallet af straffelovsovertrædelser begået af østeuropæere steget med 158 procent.