60 dages fængsel og 100.000 kroner i bøde for ulovlig streaming

16x9

Med et enkelt klik var der frit kig til betalingskanaler som Eurosport, TV3, Cartoon Network og Viasat – på en dansk hjemmeside. Men det er et brud

Med et enkelt klik var der frit kig til betalingskanaler som Eurosport, TV3, Cartoon Network og Viasat – på en dansk hjemmeside.

Men det er et brud på loven at videregive materiale, der er beskyttet af rettigheder - og derfor er en nordjysk mand nu blevet idømt en bøde på 100.000 kroner samt 60 dages betinget fængsel.

- Ulovlig streaming af ophavsretligt beskyttet materiale er et stigende problem, som vi har fokus på, siger Per Fiig, der er vicestatsadvokat ved SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, i en pressemeddelelse, hvor han desuden betegner ulovlig streaming som alvorlig kriminalitet.

Fordi, det var muligt...
Nordjyden, der er i midten af 20'erne, fik sin dom ved Retten i Aalborg, hvor han erkendte ulovlighederne - og forklarede, at han streamede de omkring 80 tv-kanaler ”fordi han kunne”.

Sagen blev oprindeligt anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) af Viasat og STOP, som blandt andet repræsenterer TV2 A/S, C More Entertainment AB og SBS Discovery - og efterforskningen førte frem til indehaveren af hjemmesiden Whargarbl, hvor den nordjyske mand havde streamet tv-kanalerne.

Ifølge vicestatsadvokat Per Fiig er sagen mod Whargarbl et udtryk for en stigende tendens med privat streaming af betalings-tv - hvor andre ulovlige aktører omfatter den globale streamingtjeneste Popcorn Time, som viser film uden om den betalende branche.

- Vi ser i den forbindelse både mindre streamingtjenester som Whargarbl, der opstår i forskellige internet-fora, og de helt store streamingtjenester som Popcorn Time. Sagen mod Whargarbl viser, at anklagemyndigheden og domstolene betragter ulovlig streaming som alvorlig kriminalitet, der kan koste udbyderne en frihedsstraf, siger vicestatsadvokat Per Fiig.

Politi efterforsker it-spor
Ifølge anklagemyndigheden gemmer nogle streamingtjenester sig bag snørklede it-tekniske konstruktioner, og derfor foregår politiets efterforskning ofte i et tæt samarbejde med Rigspolitiets Cybercrime Center NC3, der har den tekniske kapacitet og ekspertise til at følge og afdække de it-tekniske spor, som afsættes, når nogen agerer på nettet.

Senioranklager Dorte Frandsen fra SØIK siger til Nordjyske.dk, at retten betragtede det som en formildende omstændighed, at den ulovlige streaming kun var stået på i to måneder.

- Han tjente heller ikke noget på det, tilføjer Dorte Frandsen - hvilket også var årsagen til, at anklageren ikke gik efter en højere straf end 60 dages betinget fængsel.

- Han havde en teknisk baggrund og var i gang med en datarelateret uddannelse. Så han gjorde det, fordi det teknisk set kunne lade sig gøre, siger senioranklager Dorte Frandsen til nordjyske.

- Der kan være mange grunde til, hvorfor nogle streamer ulovligt. Nogle personer gør det af ideologiske årsager – andre bare for at tjene penge. Men fælles for dem alle er, at det er ulovligt og en krænkelse af dem, som har rettighederne til de viste udsendelser, siger Dorte Frandsen, der er fagansvarlig for Immaterialretsområdet og Cybercrime hos SØIK.

Ulovlig streaming

Når film eller musik bliver streamet, dannes der ikke en kopi i traditionel forstand. I stedet gemmes en midlertidig kopi i computerens RAM-hukommelse, der automatisk slettes, så snart filmen er afspillet.

Midlertidige kopier er ikke omfattet af rettighedshaverens enerettigheder, og man har derfor som hovedregel fri adgang til at lave midlertidige kopier.

Reglen har dog begrænsninger - blandt andet skal rettighedshaveren skal have givet tilladelse til, at eksemplaret udbydes til streaming eller download. Har rettighedshaveren ikke givet tilladelse, er den midlertidige kopi ikke omfattet af hovedreglen om frit at kunne lave midlertidige kopier.

Når man streamer fra en ulovlig streamingtjeneste, laver man en midlertidig kopi på baggrund af et ulovligt eksemplar.

Man krænker altså ophavsretten, uanset om man downloader permanente kopier eller streamer, så længe rettighedshaveren ikke har givet tilladelse til at udbyde filmen på tjenesten.

Kilde: Johan Schlüter Advokatfirma