PET øger fokus på radikaliserede bandemedlemmer

16x9

Politiets Efterretningstjeneste, PET, øger sit fokus på radikaliserede bandemedlemmer efter terrorangrebet i København. Flere og flere bandemedlemm

Politiets Efterretningstjeneste, PET, øger sit fokus på radikaliserede bandemedlemmer efter terrorangrebet i København.

Flere og flere bandemedlemmer bevæger sig i ekstremistiske kredse, og det kan få fatale konsekvenser, at islamistiske grupper rekrutterer i bandemiljøet, lyder det fra centrale politichefer i Jyllands-Posten.

- Det er en bekymrende udvikling, fordi vi ved, at bandemedlemmer ofte er unge med dårlige sociale færdigheder. Du kan blive indoktrineret med en sag, som du synes er værd at dø for. Eller slå ihjel for, siger Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, til Jyllands-Posten.

Den yderligere opmærksomhed kommer efter terrorangrebet i København, hvor den afdøde, formodede gerningsmand, Omar El-Hussein, var bandemedlem og svor troskab til terrororganisationen Islamisk Stat.

- Angrebene i København og i Paris viste en forbindelse mellem den voldsparathed, der er i visse kriminelle miljøer, og sympati for militant islamisme. Mens dette ikke er nyt i forhold til det trusselsbillede, vi kender, er det klart, at det nu har fået yderligere opmærksomhed, siger Søren Jensen, chef for Center for Terroranalyse under PET til Jyllands-Posten

Rettelse: Vi har tidligere ved en fejl lagt et billede på denne artikel af et bandemedlem fra en dansk gruppering. Denne bande/medlem har ikke nødvendigvis noget med radikalisering at gøre, hvorfor at vi nu har udskiftet billedet. TV 2 beklager fejlen.