Dansk imam retsforfølges i Tyskland for opfordring til drab på jøder

Den tyske anklagemyndighed vil rejse tiltale mod dansk imam, fordi han har opfordret til drab på jøder.

Den tyske anklagemyndighed vil rejse tiltale mod dansk imam, fordi han har opfordret til drab på jøder. Det oplyser en talsmand for anklagemyndigheden i Berlin til TV 2.

Sagen drejer sig imam Abu Bilal Ismail fra Grimhøjmoskeen i Aarhus. Sidste sommer prædikede han i en moske i Berlin, hvor han opfordrede til drab på zionistiske jøder.

 - Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt, sagde han under fredagsbønnen.

Ifølge talsmanden for den tyske anklagemyndighed ønsker man at tiltale Abu Bilal Ismael efter de tyske paragraffer om Volksverhetzung (”hetz mod befolkningsgrupper”), der har en straframme på mellem tre måneder og fem års fængsel.

Tysk retspleje er sådan indrettet, at anklagemyndigheden skal anmode retten om at rejse sag, og der kan godt gå et par uger, før retten tager en beslutning.

Imamen fra Grimhøjmoskeen er også blevet politianmeldt herhjemme for sin prædiken i den berlinske moske. Men Lars Petersen, der er senioranklager ved Østjyllands Politi, siger i dag til TV 2, at hvis der bliver rejst sag i Tyskland, så vil man sandsynligvis frafalde sigtelsen i sagen herhjemme.

En repræsentant for Grimhøjmoskeen siger i dag til TV 2, at moskeen ikke har hørt noget fra de tyske myndigheder - og at man i øvrigt stadig ikke mener, at imamen har sagt noget forkert:

- Det var ikke en generel opfordring til at slå alle jøder ihjel. Det var udtalelser, der faldt midt under de hårde kampe i Gaza i sommer, og var en bøn om Guds hjælp mod de zionistiske jøder, siger talsmanden for Grimhøjmoskeen, Oussama el-Saadi.

Det er en gentagelse af imam Abu Bilal Ismaels egen forklaring kort efter udtalelserne i Berlin. Han fastholdt dengang, at han ikke opfordrede til drab på alle jøder:

- Jeg mener ikke, at det er alle jøder, der skal dø. Det er kun jøder, der har dræbt befolkningen i Gaza. Jeg har bedt Gud om at ødelægge de jøder, der dræber os, sagde imamen dengang til TV 2.

Den paragraf om Volksverhetzung (hetz mod befolkningsgrupper) som tiltalen ventes rejst efter, er noget specielt for Tyskland. Den vidner om, at der er en lidt anden opfattelse af ytringsfrihed i Tyskland end i Danmark, fortæller lektor i kulturvidenskab ved Syddansk Universitet Moritz Schramm, der selv har tysk baggrund:

- Paragraffen betyder, at man ikke må håne eller komme med udsagn, der forstyrrer den offentlige fred. Den er netop rettet mod, at man taler dårligt om etniske grupper eller religiøse mindretal. Det indebærer også, at man ikke må tale positivt om det nazistiske styre – derfor er paragraffen ret kendt i Tyskland, fordi der er ret mange nynazister og lignende, der bliver anklaget efter denne paragraf, fortæller Moritz Schramm.

- I Tyskland har man en anden, mere strikt opfattelse af ytringsfrihed end man har i Danmark. I langt højere grad bygger man demokrati på det man kalder menneskets værdi. Det skal ytringsfriheden nogle gange tage hensyn til. Det gælder eksempelvis i disse sager, hvor der er mindretal, der lægges for had, og der bliver opfordret til vold, fortæller han.

I Tyskland betyder det eksempelvis, at grupper som nynazisterne og Hizb ut-Tahrir er blevet forbudt.

- I Tyskland har man et begreb, som jeg vil oversætte som ”det selv-forsvarende demokrati” - at loven skal kæmpe mod sine fjender, fortæller Moritz Schramm.

I videoklippet i toppen af denne artikel kan man se uddrag af imam Abu Bilal Ismails prædiken i Berlin sidste sommer samt hans egen udlægning af,  hvordan udtalelserne skal forstås.