Overblik: Det ved vi om terrorhandlingen i København

Informationerne strømmer løbende ind om weekendens skyderier i København - her har vi samlet de fakta, vi indtil videre kender. Se tidslinjen øvers

Informationerne strømmer løbende ind om weekendens skyderier i København - her har vi samlet de fakta, vi indtil videre kender.

Se tidslinjen øverst i artiklen.
I alt var der lørdag og i de tidlige timer søndag tre skyderier på åben gade - tre personer, heriblandt gerningsmanden, blev dræbt - mens fem politifolk blev såret. Alle betjentene bliver udskrevet fra sygehuset i løbet af ugen.

Gerningsmand
Politiet bekræftede tirsdag aften, at den mistænkte gerningsmand til weekendens terrorhandlinger er den 22-årig dansk fødte Omar Abdel Hamid el-Hussein.

Den formodede gerningsmand
Den formodede gerningsmand Foto: Scanpix

Ifølge dokumenter fra en personundersøgelse, som TV 2 har fået aktindsigt i, voksede Omar Abdel Hamid el-Hussein ifølge ham selv op i en almindelig familie, hvor børnene aldrig har manglet noget, og der har været et udmærket forhold til såvel forældre som broderen. Omar Abdel Hamid El-Hussein har overfor ordensmagten imidlertid forklaret, at han i en periode på fire år fra 2006 boede i Jordan hos sin mor, der var blevet skilt fra faderen.

Personundersøgelsen konkluderede, at der ikke var tegn på, at han havde en psykisk lidelse, og derfor blev der ikke lavet en mentalundersøgelse.

Omar Abdel Hamid el-Hussein blev i december 2014 kendt skyldig i grov vold og idømt en fængselsstraf på to år. 

Da han på daværende tidspunkt allerede havde siddet varetægtsfængslet siden januar 2014, og ankesagen først var sat til august i år, besluttede landsretten at løslade ham for to uger siden. Ellers risikerede Omar Abdel Hamid el-Hussein at sidde varetægtsfængslet i længere tid end den egentlige straf. Det bekræfter hans advokat til Tv2.dk.

Omar Abdel Hamid el-Hussein blev så sent som den 30. januar 2015 løsladt fra fængslet - altså 14 dage før skudattentaterne i København - efter at han i november 2013 knivoverfaldt en 19-årig mand i låret i et tog i hovedstadsområdet. Ifølge Københavns Politi var han også en del af det københavnske bandemiljø. Her kan du se, hvad Omar Abdel Hamid el-Hussein tidligere er blevet dømt for.

Mandag blev der flere steder i Danmark afholdt mindehøjtidligheder. Mindst 30.000 og helt op mod 40.000 deltog i den officielle mindehøjtidelighed ved Krudttønden på Østerbro i København. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og kronprins Frederik var blandt deltagerne.

Første skyderi ved Krudttønden på Østerbro - en dræbt og tre såret

  • Klokken 15:33 lørdag affyrede en gerningsmand en række skud med et M95-automatvåben mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København.
  • Stedet dannede rammerne for et debatmøde under titlen "Kunst, blasfemi og ytringsfrihed", og blandt deltagerne var den svenske tegner Lars Vilks og den franske ambassadør i København. 
  • Øjenvidner har fortalt, at politiet returnerede skuddene - på lydoptagelser høres 20-30 skud. 
  • Den 55-årige instruktør Finn Nørgaard blev dræbt i forbindelse med skyderiet.
  • To livvagter fra politiet og en betjent blev såret under skudvekslingen - alle tre meldes uden for livsfare.
  • Ifølge Københavns Politi har Lars Vilks tidligere har været i København uden problemer - intet tydede på, at der ville komme et angreb.
  • Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slår fast, at Danmark samarbejder med myndighederne i Sverige og Tyskland om at sikre landets grænser. Hun opfordrer samtidig danskerne til at holde sammen.
  • Afhøringer og tekniske undersøgelser viser, at gerningsmanden ved sin ankomst til stedet, først forsøgte at komme ind ad andre indgange end hovedindgangen, hvorefter han på gaden blev mødt af nu afdøde, mod hvem han afgav et skud, der var dræbende.
  • Afdøde er ikke ramt af andre skud. 
  • Onsdag kom det frem, at både svenske og danske politibetjente skød ved Krudttønden. Ved samme lejlighed valgte man, som man ved sådanne situationer altid gør, at inddrage alle våben til videre undersøgelser.
  • Gerningsmanden kaprede og forsvandt i en mørk VW Polo, der efterfølgende blev fundet på Borgervænget på Østerbro. 
  • Ifølge politiet skifter gerningsmanden tøj umiddelbart efter skyderiet ved Krudttønden. 
  • Københavns Politi annoncerede onsdag aften, at det våben man fandt ved boldbanerne ved Mjølnerparken er gerningsvåbnet, en såkaldt M95 riffel, som det danske militær bruger. I følge politiet er våbnet stjålet ved et tidligere hjemmerøveri. Gerningsmanden har på stedet afgivet 28 skud.
  • Det er endnu uvist, hvor gerningsvåbnet er stjålet fra.

Andet skyderi ved Krystalgade - en dræbt og to såret

  • Omkring natten til søndag evakuerede politiet Nørreport Station, mens et større område i indre København blev afspærret og gennemsøgt af tungt bevæbnede betjente og hundepatruljer.
  • Klokken 00:43 gik en mand frem foran synagogen i Krystalgade, hvor gerningsmanden åbnede ild og ramte en civil vagt i hovedet, mens han passede indgangen til en Bar Mitzwa-fest i synagogens festlokaler. 37-årige Dan Uzan mistede livet.
  • To politibetjente blev såret, men er udenfor livsfare.
  • Gerningsmanden flygtede til fods fra stedet.
  • Københavns Politi offentliggjorde tirsdag aften resultaterne af de tekniske undersøgelser, der viser, at gerningsmanden på stedet har afgivet to skud med en kaliber 7,65 mm og syv skud med en 9 mm pistol. Begge våben er identiske med de to pistoler han blev fundet i besiddelse af efter at have skudt mod politiet på Svanevej.

Tredje skyderi på Nørrebro - formodet gerningsmand dræbt

  • Den formodede gerningsmand blev opdaget af politiet, der overvågede Mjølnerparken tidligt søndag morgen ca. 05:00.
  • Klokken 05:20 natten til søndag åbnede den ung mand ifølge politiinspektør Jørgen Skov ild mod politiet, efter han blev råbt an foran en opgang på Svanevej på Nørrebro.
  • Overvågningsbilleder viser ifølge politiet, at manden ankom med taxa til stedet tre kvarter efter det første skyderi lørdag eftermiddag - og forlod stedet igen 22 minutter senere.
  • Det var politiets særlige aktionsstyrke, der fandt og dræbte den formodede gerningsmand.
  • Politiet fortæller, at det var en taxachauffør, som havde kørt den formodede gerningsmand hjem, der henledte politiets opmærksomhed på adressen.
  • Ifølge Politiets Efterretningstjeneste har PET haft øje på den unge mand - hvorfor er fortsat usikkert.
  • Senere søndag blev en række adresser blevet ransaget i København.
  • - Vi har et godt billede af, hvor han har færdedes, lyder det fra politiet. Og det er de adresser, der bliver undersøgt af politiets efterforskere og teknikere.
  • Ved søgning i området omkring Mjølnerparken fandt politiet tøj og et automatvåben, der kan være det, der blev benyttet af gerningsmanden ved skyderiet ved Krudttønden. 
  • I forbindelse med efterforskningen har politiet sigtet to personer, der formodes at have hjulpet gerningsmanden "med råd og dåd" i forbindelse skudattentaterne. Begge sigtede nægter sig skyldige.
  • Politiets tekniske undersøgelser viser, at gerningsmanden, da han blev råbt an af politiet, afgav to skud med en 9 mm pistol, samt et skud med en 7,65 mm pistol – dette projektil sad i ratstammen på det køretøj politiets kom kørende i til stedet.
Politiets fotos af den formodede gerningsmand
Politiets fotos af den formodede gerningsmand

Politiet anholdt søndag to personer, der mandag blev fremstillet i grundlovsforhør. De er sigtet for medvirken til weekendens reelle handlinger, herunder medvirken til to drab og fem drabsforsøg. Derudover er mændene sigtet for at hjælpe gerningsmanden med at skaffe gerningsvåbnet af vejen og med at skjule sig efter terrorhandlingen mod Krudttønden.

Politiet har desuden ransaget flere adresser i København.

Det er også kommet frem, at gerningsmanden cirka 45 minutter, før han gik til angreb mod Krudttønden, lagde en Jihad-video op på sin Facebook-profil.

Lars Endel Roger Vilks er en svensk kunster, professor og tegner. 

I august 2007 blev hans tegning af Muhammed som hund anledning til protester fra muslimske kredse.

Sidenhen har Lars Vilks levet et beskyttet liv, da han har modtaget en del dødstrusler i den forbindelse.  

Lars Vilks-kommitéen:
Lars Vilks Komiteen har til formål at arrangere offentlige møder i København med den svenske tegner og kunstteoretiker Lars Vilks og gæster.

Den har samtidig til formål at støtte op om ytringsfrihed og om retten til at tegne, tænke og tale frit, som der står på kommitéens hjemmeside.

Kilde: Larsvilks.com