Her ligger formodet gerningsmand efter skyderi

ADVARSEL STÆRKE BILLEDER over artiklen er fra TV 2 Norge og viser politiet arbejde omkring en formodet gerningsmand, der er dræbt En yngre mand er

ADVARSEL STÆRKE BILLEDER over artiklen er fra TV 2 Norge og viser politiet arbejde omkring en formodet gerningsmand, der er dræbt

En yngre mand er natten til søndag skudt og dræbt på Nørrebro i København i forbindelse med et skyderi, der også involverede politiets særlige aktionsstyrke.

Politiet antager, at der er tale om den samme mand, der lørdag eftermiddag og natten til søndag åbnede ild to steder i København, dræbte to civile mænd og sårede fem politifolk.

- Det er stadig vores overbevisning, at det er ham. De tekniske undersøgelser er ikke færdige, så vi kan ikke være hundrede procent sikre, men vi er ret sikre på, det er ham, siger politiinspektør Jørgen Skov.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste har myndighederne allerede inden skyderiet været opmærksomme på den unge mand - men de nærmere omstændigheder er ikke klare. PET har ikke beviser for, at den unge mand har rejst i en konfliktzone - herunder Syrien.

Gerningsmand ligger udstrakt
På optagelser fra TV 2 Norge, der var på stedet umiddelbart efter skyderiet, kan man se den dræbte ligge på fortovet foran indgangen til en opgang i begyndelsen af Svanevej - teknikernes skilte på jorden viser tydeligt, at der er affyret adskillige skud omkring manden.

Skyderiet fandt ifølge Københavns Politi sted, efter politiet anråbte den dræbte, der som modsvar åbnede ild.

Politiet fortæller, at efterforskere ankom til adressen på Nørrebro klokken 23 lørdag, efter det blev klart, at en  taxachauffør lørdag eftermiddag havde sat en mand af på adressen efter skyderiet klokken 15.33 ved Krudttønden på Østerbro - en mand, der passede på politiets signalement af den formodede gerningsmand.

Fandt mand på overvågning
Efterforskningen førte til, at politiet lørdag aften fik adgang til overvågningskameraer i området, og ved en gennemgang af stedets mange kameraer blev taxaen og den formodede gerningsmand lokaliseret.

Herefter viste politiets undersøgelser af videomaterialet, at den formodede gerningsmand ankom til stedet omkring klokken 16.15, for ganske kort tid efter, klokken 16.37, at forlade stedet igen. 

Omkring klokken 04.50 kunne betjentene på stedet konstatere, at den formodede gerningsmand kom retur til området, hvorfor Politiets Aktionsstyrke tog kontakt ved at råbe ham an.

I stedet for at gå i dialog med politiet åbnede manden ild mod aktionsstyrken, der besvarede beskydningen og dræbte den formodede gerningsmand.