Ekspert om Levakovic: En bombe under velfærdssystemet

Klippet over artiklen er fra andet afsnit af dokumentarprogrammet 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie', der bliver sendt torsdag aften klokken

Klippet over artiklen er fra andet afsnit af dokumentarprogrammet 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie', der bliver sendt torsdag aften klokken 20.

Gimi Levakovic, der er overhoved for den berygtede Levakovic-familie fra København, har aldrig haft et arbejde.

Flere gange er han sendt i aktivering - men så melder han sig syg, og derfor modtager han sin kontanthjælp uden hverken at være i job, aktivering eller uddannelse, lyder det fra kommunen.

- Vores vurdering er, at borgeren umiddelbart er arbejdsmarkedsparat uagtet de lægeerklæringer, der kommer, siger forvaltningschef Kim Askelund Madsen fra Tårnby Kommune til TV 2.

Kritisk over antal af lægeerklæringer
Og at Gimi Levakovic kan stille op med lægeerklæringer på stribe - mens kommunen er overbevist om, at han udmærket kan varetage et arbejde - er langt fra et enkeltstående tilfælde, vurderer psykiater Henrik Day Poulsen.

- Det er en bombe under velfærdssystemet. Ingen ved, hvor omfattende det er, siger Henrik Day Poulsen.

Han udtaler sig, efter at TV 2 har vist et dokumentarprogram om familien Levakovic, hvor stort set hele familien har en kriminel historie og lever på overførselsindkomster - mens flere familiemedlemmer er dømt gentagne gange for blandt andet berigelseskriminalitet, vold og trusler.

- Endelig kan danskerne se, hvordan min og mange lægekonsulenters hverdag er. Jeg har siddet med mange Gimi’er, som i årevis har modtaget kontanthjælp, og hvor både praktiserende læger og speciallæger i ét væk fabrikerer løgnagtige udtalelser. Jeg kan blot ikke offentliggøre sagerne på grund af min tavshedspligt, skriver Henrik Day Poulsen i et debatindlæg i Berlingske.

Vil ikke arbejde
Overfor TV 2 bekræfter han, at han gentagne gange er blevet bedt af et jobcenter om at revurdere en lægeerklæring - og i næsten lige så mange tilfælde har vurderet, at den givne person ikke var uarbejdsdygtig.

- Det er for eksempel rockertyper og både danskere og indvandrere, der ikke gider arbejde, men afslører sig selv på sociale medier, siger Henrik Day Poulsen, der selv mener, han er en af de få, der overhovedet vil undersøge rockere.

- Jeg havde en ung fyr til konsultation i halvanden til to timer, og bagefter ville han gerne se det, jeg havde skrevet. Det afviste jeg og sagde, at han kunne se det, når jeg var færdig, siger Henrik Day Poulsen.

Den unge mand have adgang til papirerne, så han kunne rette i dem - og da han ikke fik lov, greb han bare fat i dem og krøllede dem sammen i en knyttet næve, fortæller Henrik Day Poulsen.

- Jeg skrev til jobcenteret, at han var helt normalt – men dyssocial. Det, man tidligere kaldte psykopat, siger Henrik Day Poulsen, der tidligere har arbejdet i fire år for Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, hvor han foretog mentalundersøgelser af kriminelle psykisk syge.

- Hele hans attitude var aggressiv. Jeg kender tegnene, siger han.

Kunne løfte jern - ikke arbejde
I et andet tilfælde skulle han vurdere en tidligere rocker, der trænede op til halvanden time seks dage om ugen - men alligevel ikke mente, han var i stand til at arbejde. Også der var Henrik Day Poulsen uenig.

Tidligere formand for Lægeforeningen og nu bestyrelsesmedlem, Michael Dupont, har ikke samme erfaring fra sin egen praksis som læge - men han anerkender, at Henrik Day Poulsen kan have kontakt med mange tunge patienter.

- Principielt er det sådan, at man svarer redeligt på lægens spørgsmål, og det må vi tage for pålydende. Man er nødt til at skrive, hvad patienten siger, at patienten oplever. Vi skal så lave en objektiv undersøgelse om eventuelle fund, der der kan understøtte det beskrevne, siger Michael Dupont.

Et system bygget på tillid
Eller måske viser undersøgelsen det modsatte - at lægen ikke kan se, at den pågældende person fejler noget.

- Vores system er bygget på tillid – og det er godt. Det skal jo heller ikke være sådan, at vi tror, at folk ikke taler sandt, siger Michael Dupont.

Gimi Levakovic selv fastholder, at han har astma og angst, at lægeerklæringerne viser det. Han vil gerne arbejde, men så skal kommunen finde et passende sted:

- Måske det kunne være på et Mercedesværksted eller som tøjsælger, siger han.

Du kan første del af ’Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie’ på TV 2 PLAY her. Andet afsnit af dokumentarprogrammet i to dele bliver sendt på TV 2 torsdag aften klokken 20.

Gimi Levakovic har lægeerklæringer på, at han ikke kan varetage et arbejde, mens kommunen er overbevist om, at han...

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Thursday, January 15, 2015

Sådan blev programmerne til

  • TV 2 har gennem halvandet år haft kontakt til familien Levakovic fra København, der for første gang har sagt ja til at lade sig følge af et tv-hold
  • Familiemedlemmerne har ønsket at svare på TV 2s spørgsmål, fordi de synes, det billede, der er tegnet af dem i medierne, er for unuanceret
  • Optagelserne til programmerne begyndte i december 2013
  • Familien Levakovic er blevet behandlet på samme måde som andre medvirkende i TV 2s programmer og har ikke bestemt noget i forhold til indhold, ligesom familien heller ikke har haft indflydelse på, hvordan programmerne er blevet redigeret
  • 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' bliver sendt henholdsvis torsdag 8. og torsdag 15. januar på TV 2 og TV 2 PLAY