Lovede bod og bedring på tv: Sådan er det gået Gimi og Santino

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY Gimi Levakovic, der er overhoved for den kriminelle københavnske Levakovic-storfamilie

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY

Gimi Levakovic, der er overhoved for den kriminelle københavnske Levakovic-storfamilie, har fire børn.

Fire børn, der alle i perioder har været anbragt udenfor hjemmet - og hvor familiens kriminelle arv er nået til den ældste søn, Santino.

I TV 2 Dokumentaren ’Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie’ - giver både Gimi Levakovic og hans ældste søn udtryk for, at det nu skal være slut med kriminalitet - ligesom Gimi lover, at hans børn skal have en uddannelse og integreres i samfundet.

At de skal bryde familiens kriminelle løbebane - men det kan være svært, vurderer Helene Oldrup fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

For børnene i udsatte sociale lag spejler sig ligesom i andre familier i de øvrige familiemedlemmer - og ifølge Ekstra Bladets optælling har 12 af familien Levakovic's medlemmer været anholdt eller i retten siden efteråret 2013.

- Børnene får det kriminelle helt tæt på, siger Helene Oldrup.

Inden da siger Santino til TV 2, mens han afsoner en dom på 40 dages fængsel på forsøg for indbrud, at han vil ud og have et arbejde. Han har aldrig haft et job og lever ligesom de fleste i familien på kontanthjælp.

- Bare noget arbejde. Flyttemand. Forskellige ting, jeg er ikke kræsen, siger Santino til TV 2.

Du vil bare gerne ud og lave noget?

- Selvfølgelig. Jeg vil tjene mine penge lovligt, siger Santino.

Fortryder du de kriminelle ting, du har gjort?

- Ja, men jeg har jo ikke gjort ret meget, jeg har ikke gjort noget alvorligt, siger Santino og bedyrer, at han ikke vil begå kriminalitet fremover.

Men trods de fromme løfter har det vist sig, at den nu 20-årige Santino Levakovic ikke har kunnet holde sig på dydens smalle sti - og således har han allerede siddet på anklagebænken to gange efter TV 2 holdt op med at følge familien.

I september 2014 for tyveri af cigaretter, hvilket udløste en betinget dom - få måneder efter i en sag om vold, der endnu ikke er afgjort.

Også Gimi Levakovic måtte i 2014 ind og afsone en straf på 20 dage for en færdselsforseelse, hvilket du kan se mere om i anden del af TV2’s dokumentarprogram ”Sigøjnerbossen og hans berygtede familie”.

Du kan se første del af ’Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie’ på TV 2 PLAY her. Andet og sidste afsnit bliver sendt torsdag 15. januar.

Sådan blev programmerne til

  • TV 2 har gennem halvandet år haft kontakt til familien Levakovic fra København, der for første gang har sagt ja til at lade sig følge af et tv-hold
  • Familiemedlemmerne har ønsket at svare på TV 2s spørgsmål, fordi de synes, det billede, der er tegnet af dem i medierne, er for unuanceret
  • Optagelserne til programmerne begyndte i december 2013
  • Familien Levakovic er blevet behandlet på samme måde som andre medvirkende i TV 2s programmer og har ikke bestemt noget i forhold til indhold, ligesom familien heller ikke har haft indflydelse på, hvordan programmerne er blevet redigeret
  • 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' bliver sendt henholdsvis torsdag 8. og torsdag 15. januar på TV 2 og TV 2 PLAY