Sigøjnerbossen: Derfor blev Levakovic-familien kriminel

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY Efter at have rejst rundt i Norden endte familien Levakovic i 1972 i Danmark. De sl

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY

Efter at have rejst rundt i Norden endte familien Levakovic i 1972 i Danmark.

De slog sig ned på Amager, fik senere hus og bil, men intet arbejde. I stedet kom de på kontanthjælp, blev kriminelle og har aldrig formået at integrere sig i Danmark.

I dag har næsten ingen af de omkring 45 familiemedlemmer prøvet at have et arbejde, langt de fleste har domme for kriminalitet, mens flere står til udvisning af landet - blandt andre 27-årige Jura Levakovic, som lige nu afsoner en dom i Nyborg Statsfængsel.

En ny dokumentar på TV 2, der sætter fokus på integration, giver et hidtil uset indblik i familien Levakovic, som for første gang har indvilliget i at lade sig følge af et tv-hold. Du kan se et udsnit af familiens stamtræ her.

Bankede på - og stjal punge og småpenge
Ifølge familiens overhoved, 45-årige Gimi Levakovic, kan den kriminelle livsbane føres helt tilbage til dengang, sigøjnerklanen kom til landet for over 40 år siden. Han har selv siddet i fængsel i mere end seks år, men husker ikke præcis, hvor længe.

- Det startede med, at vi skulle vaske os, børste tænder. Så gik vi rundt og bankede på lejligheder og bad om vand. Vi boede jo på camping og havde ikke nogen vandhane. Så så vi en pung eller småpenge, og så tog vi det, fortæller Gimi Levakovic i dokumentaren, som du kan se et klip fra øverst i artiklen.

- Så bliver man kriminel, og så gik det godt. Og så tror jeg nok, at det var i nødssituationer. Ja, jeg ved ikke altså… Jeg synes også nogle gange, at… Hvorfor er sigøjnere, sådan som de er? Jeg undrer mig også over de ting. De er for sig selv. Specielle mennesker.

Hvorfor har du ikke et job?
- Jeg ville ønske, at jeg kunne finde mig et arbejde og så stille og roligt betale min husleje, og børnene kommer i skole.

Hvorfor har du så kun søgt et job i al den tid, du har været på kontanthjælp?
- Det er fordi jeg tror, at man skal have en uddannelse, før man kan få sådan et arbejde, som jeg vil have.

Har du taget nogen uddannelser?
- Nej, det har jeg ikke. Det er fordi, jeg ikke har taget min eksamen.

Hvorfor har du så ikke taget din eksamen?
Det er fordi, jeg har haft så meget at kæmpe med med staten. Jeg har kæmpet med staten i 11 år på grund af mine børn og på grund af forældremyndigheden. Og det er fandeme hårdt.

Gimi Levakovic: Nu skal kriminaliteten stoppes
Men Gimi Levakovic har andre planer for sine egne børn: Familiemønstret skal brydes, og kriminaliteten skal stoppe ved næste generation. ”Det er det, vi kæmper for”, som han siger.

Det er vigtigt for ham, at hans tre yngste børn, Gabriel, Victoria og Romano, får et andet liv end det, der har præget familien i efterhånden fire årtier, og planen er, at de skal gennemføre skolen og få en uddannelse.

- De skal integreres. Fordi der er noget, der hedder arbejdspligt og skolepligt. Og det skal de lære. Det mener jeg… At det er tiden snart, at man skal gøre noget for sigøjnere, siger Gimi Levakovic.

Du kan se første del af ’Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie’, som dokumentaren om familien Levakovic hedder, torsdag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Sådan blev programmerne til

  • TV 2 har gennem halvandet år haft kontakt til familien Levakovic fra København, der for første gang har sagt ja til at lade sig følge af et tv-hold
  • Familiemedlemmerne har ønsket at svare på TV 2s spørgsmål, fordi de synes, det billede, der er tegnet af dem i medierne, er for unuanceret
  • Optagelserne til programmerne begyndte i december 2013
  • Familien Levakovic er blevet behandlet på samme måde som andre medvirkende i TV 2s programmer og har ikke bestemt noget i forhold til indhold, ligesom familien heller ikke har haft indflydelse på, hvordan programmerne er blevet redigeret
  • 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' bliver sendt henholdsvis torsdag 8. og torsdag 15. januar på TV 2 og TV 2 PLAY