Tilfreds anklager: Mansour skyldig i at opfordre til terror

  Et enstemmigt nævningeting har tirsdag formiddag kendt Sam Mansour - også kendt som Boghandleren fra Brønshøj - skyldig i at tilskynde til terror

 

Et enstemmigt nævningeting har tirsdag formiddag kendt Sam Mansour - også kendt som Boghandleren fra Brønshøj - skyldig i at tilskynde til terror.

- Anklagemyndigheden er ganske tilfreds med denne afgørelse. Han er blevet kendt skyldig i hovedparten af tiltalen og vigtigst af alt kendt skyldig i at overtræde terrorbestemmelsen omkring opfordring til terrorisme, siger senioranklager Jakob Buch-Jepsen til TV 2 News.

Ifølge TV 2's retsreporter Janni Pedersen er Retten på Frederiksberg fyldt til bristepunktet. Ud over omkring 25 unge mænd og seks tildækkede kvinder, der støtter Mansour i selve retssalen, står flere af Mansours tilhængere og venter i foyeren.

Blandt dem en mand, der blev frifundet i den såkaldte Glsotrup-sag, hvor han var tiltalt for at ville planlægge et terrorangreb.

I løbet af dagen vil forsvarer og anklager procedere i forhold til strafudmålingen - og herefter falder selve dommen, der ifølge anklagemyndigheden ikke blot skal handle om fængselsstraf - men også om udvisning af Danmark.

- Der er en lang række forhold i sagen, der siger, at det er en overtrædelse af terrorbestemmelsen, og der er straframmen op til seks års fængsel, siger Jakob Buch-Jepsen.

Retten har fundet det bevist, at Sam Mansour blandt andet ved at sprede opfordringer til at slå navngivne personer ihjel på Facebook har opfordret til terror - også selvom hans forsvarer gennem hele retssagen på Frederiksberg har argumenteret for, at Mansour blot har benyttet ytringsfriheden og ageret i et demokratisk samfund.

I forhold til tre bøger, som Sam Mansour har redigeret for Abu Qatada, der har boet i Storbritannien og har relation til Al Qaeda, finder retten dog ikke, at det er bevist, at bøgerne kan tilskynde til terror. Den ene af bøgerne er mere end 700 sider lang, og her havde anklagemyndigheden kun oversat uddrag af bogen, der blev fremlagt som bevismateriale i retten.

- Jeg tager naturligvis til efterretning, at man ikke mener, der er fremlagt tilstrækkeligt materiale i forhold til de tre bøger, siger Jakob Buch-Jepsen.

I Straffeloven er der mulighed for at bruge §88, der handler om, at man kan lægge en en halv gang oven i straffen, hvis der er tale om flere strafovertrædelser og særdeles skærpende omstændigheder - men da Mansour ikke er kendt skyldig at opildne til terror i forbindelse med de tre bøger, han har redigeret for Abu Qatada, vil denne  paragraf trods anklagemyndighedens ønske ikke blive taget i brug i forhold til udmålingen af straffen.

Said Mansour er i 2007 dømt til tre et halvt års fængsel for at opildne til terror. Dengang ønskede anklagemyndigheden også, at han skulle udvises af Danmark - hvilket ikke skete.

Mansour afsonede dengang hele straffen uden mulighed for prøveløsladelse - da det blev vurderet, at han ville fortsætte sit virke, hvis han blev løsladt før tid.