Kendis-kok får kæmpe bøde for ulovlig arbejdskraft

16x9
Den kendte tv-kok Claus Meyer brød gennem flere år loven med sin brug af udenlandsk arbejdskraft, viser aktindsigt Foto: Scanpix

Madguruen, iværksætteren og tv-kokken Claus Meyer, der blandt andet er kendt for sit store sociale engagement, har fået en bøde på 250.000 kr.

Madguruen, iværksætteren og tv-kokken Claus Meyer, der blandt andet er kendt for sit store sociale engagement, har fået en bøde på 250.000 kr. for at bryde loven og lade udenlandske studerende arbejde ulovligt i sine køkkener.

Det viser en aktindsigt, som tv2.dk har fået hos Københavns Politi.

Aktindsigten indeholder alle bøder, som virksomheder i 2013 har fået for ulovlig brug af udenlandsk arbejdskraft, og hvor virksomheden blot har betalt bøden i al stilfærdighed – i stedet for at gå i retten med sagen.

I alt har tv2.dk fået indsigt i 59 bødeforlæg – svarende til knap tre millioner kroner.

En gennemgang af akterne viser, at selskabet Meyer Kantiner A/S, der delvist ejes af Claus Meyer, topper bødelisten, der spænder mellem 10.000 kr og tv-kokkens kvarte million kr..

Betydelige bøder er også givet til en stribe andre velrenommerede og prominente virksomheder i hovedstadsområdet.

Førstepladsen ikke rar at have, fastslår Steen Halbye, administrerende direktør i Meyer Koncernen.

- Der er ikke andet at sige, end at vi ikke har været dygtige nok til at administrere denne regel fuldstændig konsekvent. Det er vores egen fejl. Det er dødssygt, men rigtigt. Der er ikke nogen søforklaringer der. Vi er rigtig kede af det, siger Steen Halbye.

Ulovlighederne i Meyer Kantiner A/S vedrører tre udenlandske ansatte og har stået på mellem 2011 og 2013.

En af de tre bøder er givet for en ansat, der arbejdede ulovligt gennem 22 måneder fra 2011 til 2013. Det kostede tv-kokkens selskab 220.000 kr.

En anden bøde er givet for en ansat, der gennem to måneder arbejdede væsentligt mere end tilladt i Meyers køkken hos Novo Nordisk i Bagsværd.

Fælles for de tre sager var, at de ansatte som studerende ifølge arbejdstilladelsen højst måtte arbejde 15 timer om ugen, men arbejdede væsentligt mere.

- Det er ikke noget, vi er stolte af. Vi har fået et klask over fingrene, der kan mærkes. Også i årsregnskabet, siger Steen Halbye.

Hvordan kan I have en sag, der kører i 22 måneder, uden at det bliver fanget? Så har der jo været noget galt med jeres kontrol af området?

- Det må man sige. Indtil fejlen dukker op i 2013, har man ikke været opmærksom på, hvor tæt denne specifikke regel skal følges og administreres. Men da man så finder den, kan vi trawle tilbage og se, at vi har haft en medarbejder, der har været både meget dygtig og flittig i mange måneder. Vi har simpelthen ikke været skarpe nok på denne regel, siger Steen Halbye.

Meyer Kantiner A/S er langt fra ene om at bryde loven.

Det samme har også Michelin-kårede og trendy restauranter, fastfood-kæder, en forlystelsespark samt flere luksus-hoteller gjort.

tv2.dk sætter de kommende dage fokus på en stribe af sagerne og afdækker de bekostelige problemer, udlændingeloven giver virksomhederne.

Flere virksomheder kalder de nuværende regler for 'groteske', 'et administrativt mareridt' - og en regulær pengemaskine.

Enkelte virksomheder har endda fået store bøder for at bryde loven, selv om ansatte med falske papirer har snydt sig til at arbejde hos virksomheden.

Det skyldes, at der på området eksisterer et såkaldt 'objektivt strafansvar'. Dermed er det ligegyldigt, at virksomheden har været i god tro. Den bærer stadig ansvaret.

Meyer Kantiner A/S har underskrevet et såkaldt mangfoldighedscharter og har medarbejdere fra flere end 20 lande i sine køkkener. Det vil bøderne ikke ændre på, selv om sagerne har gjort det klart, at loven er tung og svær at overholde.

Her giver bøderne dog først og  fremmest administrerende direktør Steen Halbye grund til at rette blikket indad. 15 timer er 15 timer  - selv om det kan være en meget stor udfordring at administrere.

- Det er måske den mest entydige regel, der overhovedet er, siger Steen Halbye, der ikke vil afvise, at selskabet kan få flere bøder i fremtiden.

- Der dukker et regelsæt op ind i mellem, som vi ikke er dygtige nok til at administrere, men det får os ikke til at tage den nemme løsning og så lade være med at ansætte udlændinge. Vi bliver ved. Men når der kommer sådan noget skidt op, hvor vi ikke har administreret en regel ordentligt, må vi stramme op og blive endnu bedre til at sikre os, at det ikke sker i fremtiden, siger Steen Halbye.

Følg med på tv2.dk de kommende dage.