Se og Hør- journalist: Jeg smager min egen medicin

Efter fire timers afhøring kunne Se og Hør-journalisten Kasper Kopping i dag forlade Københavns Vestegns Politi.

Efter fire timers afhøring kunne Se og Hør-journalisten Kasper Kopping i dag forlade Københavns Vestegns Politi. Tidligt i morges blev han anholdt i forbindelse med politiets efterforskning af Se og Hør- skandalen.

Kasper Kopping fortæller til TV 2 News, at tre betjente bankede hårdt på hans dør omkring klokken 7.30 onsdag morgen, mens journalisten var i gang med at stå op med sin femårige datter, der sad og så tv.

- Det var en lidt voldsom oplevelse, men så smager jeg jo min egen medicin. Jeg har jo også stået ude foran folks bopæl. Det kan jeg tage. Jeg er voksen. Men det skal ikke gå ud over mine børn. Så den episode er jeg lidt ked af. Men jeg er ok, siger Kasper Kopping, som derudover ikke ønskede at gå i detaljer om sagen, men i stedet henviste til sin advokat Casper Andreasen.

Denne forklarede, at hans klient er sigtet for overtrædelse af paragraf 263, der drejer sig om medvirken til hackning.

- Sigtelsen går på, at han har medvirket til alt det, der skulle være foregået. Han har nægtet sig skyldig. Forklaringen må vi vente med til senere, siger Casper Andreasen.

Også den tidligere Se og Hør - journalist Ken B. Rasmussen, der står bag bogen 'Livet - det forbandede', som fik Se og Hør- sagen til at rulle - blev i dag anholdt på sin bopæl.

De to journalister er ifølge politiet under mistanke for i et større antal tilfælde som ansatte på Se og Hør at have formået en tidligere IBM-ansat med adgang til data hos Nets – den såkaldte 'tys-tys kilde' - til uberettiget at have skaffet sig adgang til andre personers oplysninger hos IBM og Nets, hvorefter han mod betaling af et større beløb udleverede de to firmaers forretningshemmeligheder i form af en række offentligt kendte personers kreditkortoplysninger til en gruppe af ansatte på Se og Hør.

Politiet har i dag også ransaget Aller-koncernen, som Se og Hør er en del af, samt Bogkompagniet, forlaget der udgav Ken B. Rasmussens bog. Politiet har i forbindelse med dagens aktion udtalt, at man forventer flere anholdelser i sagen.