Spædbarn fundet efterladt i buskads

16x9
Den lille pige har det godt, og moderen får psykiatrisk behandling Foto: Østjylland Politi

Et spædbarn blev torsdag aften fundet af en forbipasserende i et buskads i nærheden af indgangen til lungemedicinsk afdeling på Aarhus Sygehus.

Et spædbarn blev torsdag aften fundet af en forbipasserende i et buskads i nærheden af indgangen til lungemedicinsk afdeling på Aarhus Sygehus. Anmeldelsen om det efterladte barn kom klokken 21.57. 

- Barnet bliver afleveret på afdelingen, og da vi ankommer, kan vi konstatere, at det er en pige på mellem seks og ti måneder. Vi konstaterer, at hun er forsvarligt påklædt og indsvøbt i et tæppe, siger Per Bennekov, der er vagtchef ved Østjyllands Politi til TV 2.

Politiet efterlyste efterfølgende moderen eller andre pårørende til pigen, men cirka fire timer efter pigen blev fundet, henvendte moderen sig til skadestuen.

- Hun er en 36-årig tysk kvinde, som ikke er bosiddende i Danmark, og hun er meget påvirket af situationen, oplyser politiet.

Kvinden er nu kommet i psykiatrisk behandling.

2014: Spædbarn bliver fundet i buskads tæt ved Aarhus Sygehus. Pigen er påklædt og i god behold.

2013: En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.

2013: Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.

2011: En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.

2011: En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.

2009: I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.

2008: Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.

2007: Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.

2007: Lig af spædbarn i plastikpose bliver fundet i å i Odense.

2006: Nyfødt dreng bliver fundet efterladt i sommerhuskvarter i Liseleje i Nordsjælland.

2004: To-tre dage gammelt barn bliver fundet i god behold i buskads i Odense.

2004: Nyfødt barn bliver fundet død bag en hæk i villakvarter i Vanløse.