Politiets råd inden hjemløs døde: Prøv med en kop kaffe

- Prøv med en kop kaffe, lyder rådet fra politiet til en medarbejder i 7-Eleven, der forsøger at få hjælp til en hjemløs mand, der senere døde.

- Prøv med en kop kaffe, lyder rådet fra politiet til en medarbejder i 7-Eleven, der forsøger at få hjælp til en hjemløs mand, der senere døde. Det fremgår af båndudskriften, som TV 2 har fået adgang til. Og det får flere hjemløseorganisationer til at rejse kritik af politiet.

De mener ikke, at politiet gjorde nok for, at den hjemløse blev tilset.

Kiosk-medarbejderen, Kim Jensen, ringer 14. februar i år til 112 og fortæller Københavns Vestegns Politis vagtcentral, at en hjemløs mand havde siddet vågen bag 7-Eleven-butikken i mindst to døgn. Han fortæller også, at den hjemløse ikke rørte på sig eller var til at komme i kontakt. Kim Jensen og kollegerne er bekymrede for manden.

- Han sidder sådan og har… Og hyperventilerer og har… Og ryster og sådan noget, ikke, som om han er i en form for trance eller et eller andet, siger kioskmedarbejderen.

- Okay. Prøv med en kop kaffe til ham eller et eller andet, svarer politioperatøren.

Samtalen slutter efter tre minutter og seks sekunder. Til sidst beder politiet medarbejderen om at ringe igen dagen efter, hvis den hjemløse stadig sidder bag butikken. Operatøren siger samtidig, at ”hvis det endelig er, så vil jeg sige, det er en opgave for en ambulance.” 

Næste morgen er han død
Politiet tager ikke ud til manden, de tilkalder ikke en ambulance og de viderestiller heller ikke opkaldet til redningstjenesten, der kan vurdere om den hjemløse har brug for en ambulance. Næste morgen er han død.

- Det er utilstedeligt at man ikke forsøger at iværksætte noget der kan hjælpe et menneske der er så langt ude, der har siddet der i to døgn han er ikke til at komme i kontakt med, han er vågen og han hyperventilerer, det skal der selvfølgelig gøre noget ved, siger Cliff Kaltoft, Sekretariatschef for Landsforeningen af Væresteder, der bliver bakket op af Henrik Thiesen fra Københavns Kommunes opsøgende sundhedstjenesten.

- Det var en fejl. En fejl med dødelig udgang, siger Henrik Thiesen, der ud fra samtalen på båndet vurderer, at der kan have været tale om en hjerneblødning.

Værestedet Giv Din Hånd i København har flere gange måtte køre hjemløse på hospitalet i deres varevogn, når det ikker har hjulpet at ringe 112.

Vil ikke udtale sig - har tidligere afvist kritik
Københavns Vestegns Politi har ikke ønsket at kommentere sagen i denne omgang. De og Alarmcentralen har dog tidligere afvist kritikken:

Både Alarmcentralen og Københavns Vestegns Politi melder hus forbi og mener ikke, der er begået fejl i håndteringen.

- Da vi ud fra de oplysninger, som anmelder giver, vurderer, at der er tale om en politisag, viderestiller vi direkte til Rigspolitiets Alarmcentral, har operationschef i Alarmcentralen, Mads Graversen, tidligere skrevet i en e-mail til TV 2.

- Det var en mand, der så lidt usoigneret ud, og som levede på gaden. Ud fra det, vi vurderede, havde det ikke politirelationer, og derfor rykkede vi ikke ud. Det var et sygdomstilfælde, har politiinspektør Michael Kristiansen fra Københavns Vestegns Politi tidligere udtalt.

HELE BÅNDUDSKRIFTEN:
Opkald d. 14. februar 2014 kl. 1944. Samtalen varer 3 min. Og 6 sek.

Operatør: Vestegnens politi, vagtcentralen.

Borger: Ja goddag, du taler med Kim Jensen fra Friheden station.

Operatør: Ja hej.

Borger: Ja hej, har vi snakket sammen lige før også?

Operatør: Nej, jeg hørte bare at der var tale om et færdselsuheld på Friheden station.

Borger: Nej, ikke færdselsuheld som så, men en mand, som… Der har siddet her ud foran vores butik i hvert fald to dage nu og er lysvågen og har ikke sovet eller noget som helst. Han har ikke rørt på sig eller noget i den dur.

Operatør: Okay.

Borger: Og når jeg prøver at tage kontakt til ham, så er der ingen klokker, der ringer.

Operatør: Jamen er han ikke død eller hvad?

Borger: Han er i hvert fald ikke død nej, men han er ikke til at få flyttet eller noget som helst, og det er egentlig bare en ren bekymring for at… for ham.

Operatør: Ja, det kan jeg da godt forstå, men altså det er et frit land, og hvis han…

Borger: Ja ja.

Operatør: ...og han ellers trækker vejret.

Borger: Jamen jeg har heller ikke noget imod det.

Operatør: Nej nej, jeg kan godt forstå at du ringer, men… Hvis han ikke generer nogen, og ikke er udfarende på nogen måde, eller opfarende...

Borger: Nej.

Operatør: ...så får han lov at være...

Borger: Jamen det er han ikke.

Operatør: ...til han ikke har lyst til at sidde der længere. Han svarer ikke på dine spørgsmål og sådan noget?

Borger: Overhovedet ikke.

Operatør: Altså har han siddet der to dage i træk?

Borger: Altså.. Mine kollegaer sagde… Nu er jeg selv lige kommet tilbage fra en fem-dages ferie, men de siger hvert fald, at han har siddet der stort set tirsdag og onsdag-agtigt.

Operatør: Okay, altså sådan rent praktisk, så vil det kræve, at han fik noget føde og noget væske, altså hvis han skal sidde.

Borger: Jamen jeg prøver lige at give ham noget vand eller et eller anden, en kop kaffe eller sådan noget.

Operatør: Nå, men det var pænt af dig. Altså det er ikke noget, som det offentlige tager sig af som sådan, hvis ikke han beder om det.

Borger: Nej nej, præcis, det var også det jeg tænkte.

Operatør: Men jeg kan godt forstå, at du alligevel ringer.

Borger: Ja ja, men det er også mere… Jeg har nemlig haft lignende episoder før her i sommers og sådan noget, men da har folk altid sagt sådan til mig, nej, men jeg vil ikke have hjælp og sådan noget.

Operatør: Ja ja.

Borger: Men ham her, der er ... der er ingenting, der sådan går igennem til ham.

Operatør: Men altså bløder han. Eller har han... Ser han ud til sådan at…

Borger: Nej, jeg kan ikke, jeg kan ikke se nogen mén på ham nej. Jo, men han sidder sådan og har... Og hyperventilerer og har … og ryster og sådan noget, ikke, som om han er i en form for trance eller et eller andet.

Operatør: Okay. Prøv med en kop kaffe til ham eller et eller andet.

Borger: Men han…

Operatør: Se om han ikke vil have det ikke også?

Borger: Ja, jo.

Operatør: Altså hvis han bliver ved… Så ring i morgen, hvis han stadig sidder der, men altså … Jeg tror jo heller ikke… Men måske hvis han sidder der natten over… Det bliver alligevel koldt, ikke? Hvor meget tøj har han på?

Borger: Jo det gør det. Jo jo, men alligevel, ja ja han har tøj på og frakke og sådan noget og taske, men det er bare det, han har sådan siddet nøjagtig det samme sted uden at røre sig de sidste to dage.

Operatør: Okay … Altså hvis det endelig er, så vil jeg sige, det er en opgave for ambulancen, ikke.

Borger: Jo jo lige præcis.

Operatør: Fordi at hvis han ikke er til ulempe for nogen, og han ikke truer nogen og ellers ikke er til ulempe, så vil jeg sige, så har vi ikke nogen grund til at køre ud og snakke med ham i hvert fald.

Borger: Nej nej selvfølgelig ikke, men jeg tænkte også, at det måske var en ambulance, jeg skulle have fat i hvis det endelig var.

Operatør: Altså 1813 tror jeg var da i hvert fald et bud.

Borger: Okay.

Operatør: Det ville jeg nok prøve.

Borger: Okay, jeg prøver lige selv lige at snakke lidt med ham og give ham en kop vand, men...

Operatør: God ide.

Borger: Ja, men tak for hjælpen.

Operatør: Ja selv tak.

Borger: Ja, hej, god aften.

Operatør: Ja tak i lige måde, hej.