Uskyldig udråbt som pædofil på grund af falsk profil

16x9
28-årig århusianer er hverken intereseret i piger - eller mindreårige Foto: Privatfoto

Det sidste døgns tid har den 28-årige århusianer Benjamin Holstebroe ikke turdet gå udenfor en dør.

Det sidste døgns tid har den 28-årige århusianer Benjamin Holstebroe ikke turdet gå udenfor en dør. Da han til sidst gik ned for at handle, følte han, at alle kiggede på ham.

At de så på ham og tænkte, at han er pædofil. At de vil ham noget ondt.

Hans mareridt begyndte tirsdag lige efter frokost, da en tidligere folkeskolekammerat kontaktede ham og sagde, at han havde set et ungdomsbillede af Benjamin blive delt på Facebook.

- PAS PÅ JERES PIGER! manden er 31 og kontakter mindreårige og spørger ind til deres sexliv og Han er tydeligvis ligeglad med alder, stod der blandt andet.

Et af hans ungdomsbilleder var blevet misbrugt af en person, der har bedt unge piger fortælle om deres sexvaner på sociale medier - og efter en bekymret kvinde delte et fotografi af denne profil - med Benjamin Holstebroes billede på - han den unge århusianer frygtet for repressalier.

- Jeg aner ikke, hvor han har billedet fra. Det er rigtig, rigtig træls. Det er ikke rart at blive sat i forbindelse med pædofili, når man aldrig har haft noget med pædofili at gøre, siger Benjamin Holstebroe til tv2.dk.

Ud over, at han ikke er pædofil - er hans sexuelle orientering desuden alene rettet mod mænd, fortæller han.

Da Benjamin Holstebroe første gang så sit billede ved siden af advarslen om pædofili, var beskeden allerede blevet delt 3.500 gange på Facebook. Inden posten blev fjernet omkring klokken 23 tirsdag aften, lå den på mere end 8.000 Facebooksider.

- Jeg kunne ikke få fat i hende, der havde delt posten. Hun svarede ikke, selvom jeg ved, hun var online. Da en kammerat sagde, at politiet tog sådan noget alvorligt, ringede jeg til Østjyllands Politi. Jeg blev stillet om flere gange, men jeg fik klart den fornemmelse, at jeg var til besvær, siger Benjamin Holstebroe.

Hans opfattelse var i hvert tilfælde, at politiet intet ville gøre - og at sagen først er blevet taget alvorligt, efter at flere medier onsdag har beskrevet sagen.

Den opfattelse er politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi ked af. Han bekræfter overfor tv2.dk, at politiet tirsdag klokken 13.48 modtog en anmeldelse - og at sagen nu er vendt juridisk og givet videre til efterforskningen.

- Det er dybt beklageligt, hvis han har forstået det sådan. Det er ikke første gang, vi har fået sådan en henvendelse, hvor billeder er blevet delt, siger Mogens Brøndum til tv2.dk.

Men selvom politiet nu taget hånd om sagen, er skaden ifølge Benjamin Holstebroe allerede sket.

- Det hænger slet ikke sammen. Jeg kunne bare se til, mens mit billede blev delt 1.000 gange i timen. Politiet gjorde ikke noget og hende, der havde delt det, fortsatte bare. Jeg havde filmen 'Jagten' i hovedet, siger Benjamin Holstebroe og henviser til en prisvindende dansk spillefilm om en mand, der fejlagtigt bliver udråbt til pædofil - hvorefter hans liv går i opløsning.

- Det værste er, at nogen har fortalt, at billedet af mig også ligger på Arto og på Dating.dk, siger Benjamin Holstebroe.

Han frygter, at hans billede stadig bliver brugt i forbindelse med upassende kontakt til unge piger - men han har endnu ikke haft mulighed for selv at undersøge problemets omfang.

- Jeg vil godt have, at folk tænker sig en ekstra gang om, inden de deler ting på de sociale medier. Og så synes jeg, at det er helt forkert, at det er pressen, der skal fortælle mig, at politiet alligevel ser på sagen, og ikke politiet, siger Benjamin Holsterbroe.