Her er den nye sigtelse mod terror-prædikant

16x9
Said Mansour Foto: Polfoto

Den 54-årige Said Mansour - der i dag har taget navneforandring til Sam Mansour - er ifølge tv2.dks oplysninger identisk med den mand, der i går efter

Den 54-årige Said Mansour - der i dag har taget navneforandring til Sam Mansour - er ifølge tv2.dks oplysninger identisk med den mand, der i går eftermiddag blev anholdt af Københavns Politi og sigtet for at opfordre til terror.

Han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.

Den 54-årige anholdt i marts 2013 og præsenteret for en lignende sigtelse. Dengang fulgte der dog ikke et krav om fængsling med.

Københavns Politi mener dog, at han siden marts 2013 har fortsat i samme boldgade, og derfor vil politiet nu have ham fængslet.

Sigtelsen blev opdateret onsdag i retten, hvor tv2.dk var til stede.

Sigtelsen mod Said Mansour lyder således:

"Overtrædelse af Straffelovens §§ 114 e, straffelovens § 136, stk. 1 og stk. 2, og straffelovens § 266 b, stk. 2, jf. stk. 1, alt sammen, jf. straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., ved fra primo 2012 til den 11. februar 2014 i hovedstadsområdet, herunder fra adressen Ågerupvej 1, 1. t.h., Brønshøj, og Al Nur Islamic Information, Vesterbrogade 208, box 276, Frederiksberg, under særdeles skærpende omstændigheder har fremmet virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d, offentligt at have medvirket til tilskyndelse til forbrydelse og billiget terrorhandlinger omfattet af straffelovens kapitel 12, samt offentligt og som led i propagandavirksomhed, at have fremsat udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin tro, race, nationale oprindelse, etniske oprindelse eller tro, idet Mansour, som ejer af forlaget Al Nur Islamic Information, via internettet og Facebook har været ansvarlig for redigering og udgivelse af bøgerne ”Gaining guidance through following the boy” (”At finde vejledning ved at følge drengen”), ”An approach to the Calamity of the Era” (”En tilgang til vor tids katastrofe”) og ”The guidance of the Eternal God’s Character in the Battles of Mohammed” (”Allah den eviges egenskabers anvisninger med hensyn til Mohammeds krige – må Allah velsigne ham”) skrevet af Sheik Omar Bin Mahmoud Abu Omat, alias Abu Qatada, der kan tilknyttes terrororganisationen Al Qaeda, hvor der opfordres til deltagelse i voldelig væbnet jihad (hellig krig), ligesom Mansour selv og gennem forlaget eller på vegne af andre med tilknytning terrororganisationer, herunder Al Qaeda, ved meddelelser på Facebook fremkommer med en lang række opfordringer til væbnet jihad (hellig krig) og hyldest af hellige krigere, herunder hyldest af Osama Bin Laden og terrorangrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001 samt hyldest og forherligelse af fremtrædende danske jihadister, udgiver/videregiver links til videoklip hvor terrorister henretter syriske eller irakiske soldater, fremsætter trusler om angreb mod franske og amerikanske interesser, trusler om angreb mod det egyptiske parlament, trusler om drab på jøder, trusler mod navngivne danske statsborgere og opfordringer til at tilslutte sig Al-Nusra fronten for Al Qaeda i den syriske borgerkrig.”

Den 54-årige Sam Mansour bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg kl. 09.30.

Selv om politiet altså har efterforsket sagen i næsten et år, har man et ønske om at få dørene lukket, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det har endnu ikke været muligt at få oplyst, hvordan Sam Mansour forholder sig til sigtelsen.

tv2.dk følger sagen...