Dansker anholdt for opildnelse til terror

16x9

På baggrund af et længerevarende samarbejde med Scotland Yard har Københavns Politi tirsdag valgt at anholde en 54-årig dansk statsborger og sigte ham

På baggrund af et længerevarende samarbejde med Scotland Yard har Københavns Politi tirsdag valgt at anholde en 54-årig dansk statsborger og sigte ham for tilskyndelse til terror.

Ifølge tv2.dk’s oplysninger er der tale om terrorprædikanten Said Mansour, der i 2007 blev idømt tre et halvt års fængsel for netop samme lovovertrædelse – for brud på det, der i dag er Straffelovens § 114 e.

- Vi har i denne sag arbejdet tæt sammen med London Metropolitan Police. Vores engelske kolleger har medvirket til at gøre Københavns Politi opmærksomme på, hvordan sociale medier blev benyttet til at formidle den anholdtes budskaber og opfordringer, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi.

Said Mansour, der er marokkansk født og fik tilkendt dansk statsborgerskab i 1988, blev løsladt i 2009 – hvorefter han ifølge tv2.dk’s oplysninger fortsat har haft politiets interesse.

Senest blev han i marts 2013 anholdt og sigtet for tilsvarende overtrædelser. Afhørt og løsladt igen – men den tidligere rejste sigtelser indgår ifølge tv2.dk’s oplysninger i Københavns Politis beslutning om en fornyet anholdelse.

- Vi har imidlertid konstateret, at den pågældende har fortsat sine opfordringer. Sigtelserne fra marts (2013, red) omhandlede udgivelsen af bøger, som opfordrer til at deltage i jihad. Efterfølgende har den pågældende medvirket til at udgive yderligere en bog, siger Jens Møller Jensen i en pressemeddelelse.

BBC har tidligere beskrevet, at politiets fornyede interesse for Said Mansour knytter sig til en britisk sag mod den radikale islamistiske prædikant Abu Qatada, som i juli 2013 blev udleveret til Jordan, efter at han 20 år tidligere var flygtet til Storbritannien.

Abu Qatada er tidligere blevet betegnet som Osama bin Ladens højre hånd i Europa, og han er to gange in absentia blevet dømt for terrorvirksomhed i Jordan. I 1999 og i år 2000 – blandt andet for terrorplaner mod den amerikanske skole i Amman og for planer om at angribe turister i Jordan.

Sagerne er nu genoptaget, og Abu Qatada risikerer mindst 15 års straffearbejde, hvis han bliver kendt skyldig.

Efter angrebet mod World Trade Center blev der desuden fundet adskillige videobånd med hans hadefulde udfald mod den vestlige verden i en lejlighed i Hamburg, der husede Muhammed Atta, som fløj det første fly ind i tvillingetårnene i 2001.

I samme lejlighed blev der desuden fundet materiale, der kunne forbindes med Said Mansour i Danmark.

Første februar kunne nyhedsbureauet Reuters berette, at Abu Qatada sammen med 120 andre fanger er gået i sultestrejke i protest over de forhold, de islamistiske fanger lever under i fire fængsler i Jordan.