Børn dræbt i ulykke: Derfor blev straffen en bøde

16x9

Torsdag eftermiddag faldt der dom i sagen mod den 39-årige Lasse Burholt, der er tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke ved S

Torsdag eftermiddag faldt der dom i sagen mod den 39-årige Lasse Burholt, der er tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke ved Sindal 16. juli, hvor tre børn blev dræbt.

Ifølge politiet kørte han omkring 125 kilometer i timen, da han stødte ind i en bil ved et T-kryds ved Sindal. I bilen sad Maria O'Shea og hendes fire børn. Tre af børnene mistede livet.

Lasse Burholt blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab og blev idømt 20 dagbøder á 500 kroner, hvilket svarer til en bøde på 10.000 kroner og frakendes sit kørekort betinget i tre år.

Dommen har efterfølgende givet en del reaktioner fra folk, som ikke mener, den 39-årige billist har fået en hård nok straf.

Men straffen for denne type færdselsulykker er normalt bødestraf. Det forklarer Advokaturchef i Advokatur Nord ved Nordjyllands Politi, Torben Kaufmann Sørensen til tv2.dk.

- Det kan være svært at forklare dommen, når man ser en trafikulykke som denne, hvor der er tre døde børn, men denne typer trafikulykke giver bødestraf, og det hænger blandt andet sammen med, at alle i princippet kan blive involveret i sådan en sag, siger han.

Han forklarer, at en ulykke som denne kan give op til fire måneders fængsel, men så skal der være nogle helt særlige omstændigheder.

- Det giver kun frihedsstraf, hvis du kører på en helt forfærdelig måde, hvis du kører flugtkørsel fra politiet eller kører alt for hurtigt gennem et område med fodgængere, forklarer Torben Kaufmann.

Den dømte billist Lasse Burholt ville eksempelvis stå til omkring 30 dage i fængsel, hvis han havde kørt direkte ind i den anden bil med 125 kilometer i timen, og hvis den anden bil havde holdt stille i den anden vejbane.

Den forholdsvis milde dom kan også forklares ved, at begge parter i ulykken har overtrådt færdselsloven, forklarer Torben Kaufmann Sørensen.

- Men vi kan ikke komme udenom, at kvinden ikke måtte svinge til venstre i svinget. Hun har også en del af skylden. Han er uopmærksom, og han kører for stærkt, men vejen er fri for hans vedkommende. Hun har også overtrådt færdselsloven, siger han til tv2.dk.