Sådan starter du egen virksomhed

16x9

Se hvad du skal gøre, hvis du vil prøve lykken som selvstændig.

Danmark har brug for iværksættere - men rekordfå tør begive sig ud i det. Få en guide til, hvordan du kommer i gang her.

Antallet af nyetablerede virksomheder i 2012 når ikke op over 18.000, viser nye tal fra data- og analysevirksomheden Experian ifølge Dansk Erhverv, og dermed står 2012 til at blive et historisk sort år med hensyn til iværksætteri i Danmark.

Men hvordan gør man egentlig, hvis man selv vil starte et firma?

Ifølge Jakob Engel-Schmidt, direktør i Dansk Iværksætterforening, så er selve det praktiske ved at starte virksomhed i Danmark forholdsvist nemt sammenlignet med andre lande - det svære kommer bagefter.

"Vi har effektive myndigheder og lav korruption. Så det er ikke besværligt at starte en virksomhed herhjemme sammenlignet med udlandet. Men det er svært at få nok likviditet, da konkurrencen er meget hård, og bankerne ikke låner så meget ud, som de gjorde førhen, og da det pga. bl.a. skattetrykket er meget dyrt at drive virksomhed i Danmark," siger Jakob Engel-Schmidt til tv2.dk.

Nedenfor følger en forholdsvis simpel liste, som guider dig igennem den praktiske proces med at starte virksomhed skridt for skridt:

* Momsregistrering

En masse af de ting, der førhen kostede en lille regnskov i formularer og en formue i porto, kan nu gøres online, hvilket har gjort hele opstartsprocessen en del nemmere.

virk.dk kan du momsregistrere din virksomhed med en online blanket.

Find blanketten via linket oppe til højre i denne artikel.

Momsregistreringen er det eneste formelle krav til opstart af et firma. Du skal kun momsregistrere din virksomhed, hvis du har en omsætning på over 50.000 kr. om året, eller hvis du vil udbetale løn til ansatte eller importere varer til videresalg.

* Ændre skat

På startblanketten skal du også ændre din forskudsregistrering hos SKAT. I hvert fald hvis du:

- Har ansatte. Så skal du registreres for A-skat.

- Sælger varer og ydelser her i landet. Så skal du registreres for moms.

- Sælger momsfri ydelser. Så skal du registreres for lønsumsafgift.

- Handler med lande udenfor EU. Så skal du registreres som importør og/eller som eksportør.

En del startudgifter ved virksomhedsstart udløser desuden skattefradrag.


* Forsikring

Virksomhedsejeren er forpligtet til at forsikre alle virksomhedens bygninger og biler.

Har man ansatte - og det er lige meget om det er lønnet eller ulønnet personale - er man også forpligtet til at tegne arbejdsmarkedets erhvervssygdomsforsikring (AES), der giver erstatning til ansatte, der får en erhvervssygdom eller en pludselig løfteskade.

Arbejdsgiver er også forpligtet til tegne en arbejdsskadeforsikring for ansat personale.

Husk forarbejdet
Jakob Engel-Schmidt fortæller, at det er utroligt vigtigt at gøre det rigtige forarbejde, før man overvejer at føre sin idé ud i livet som en ny virksomhed.

"Jeg vil stærkt anbefale, at man tilknytter sig ét af landets iværksætternetværk, både fysiske og på nettet, hvor man kan få sparring og pitche sin idé overfor andre," siger han.

Det er nemlig altafgørende, at man kan finde troværdige investorer, som kan sørge for stabil likviditet. Af samme årsag er det også vigtigt, at man er nøgtern og realistisk omkring sit projekt. Både overfor sig selv og overfor investorerne, fortæller Jakob Engel-Schmidt.

"Det lyder måske banalt, men det er faktisk én af årsagerne til, at hver anden virksomhed der starter i Danmark, lukker inden fire år. For hvis investorerne ikke får det forventede afkast, så trækker de sig ofte helt ud," siger han.

Vil nogen betale for det her?
En god tommelfingerregel til at bedømme, om en virksomhedsidé overhovedet er værd at følge, er, ifølge Jakob Engel-Schmidt, om man kan finde nogen, som siger, de kunne finde på at bruge penge på det, man planlægger at sælge.

"Ligegyldigt hvad du sælger, så skal der være folk, som vil købe det. Det er en rigtig god idé at finde ud af det, før man går i gang," siger han.

For at sikre likviditet og sparring kan det i øvrigt også være en god idé, at koble sig på et allerede eksisterende firma som spin-off-virksomhed.

De klarer sig typisk bedre end uafhængige iværksættere, og typisk startes de af nogen, der allerede har en fod indenfor "forældrevirksomheden". Men det behøves de ikke.

Prøv fondene
For at finde finansiering til en nystartet virksomhed kan det ifølge Jakob Engel-Schmidt være en god idé at prøve at kontakte de to statslige fonde Vækstfonden og Højteknologifonden.

Vækstfonden søger man ved gennem sin private bank, og det vil ofte også være tilfældet med Højteknologifonden, som dog kun yder tilskud til højteknologiske produkter og platforme.