Det er forældre der gør skolevejen farlig

16x9

Omkring 67.000 skoleelever har i dag deres allerførste skoledag, eller begynder i skolen igen efter en lang sommerferie. Og det betyder liv og trafik omkring skolerne.

Og den megen trafik får politiet til at holde et ekstra vågent øje omkring skolerne, for at sørge for, at de små kommer sikkert i skole, og at deres forældre opfører sig ordentligt i trafikken.

Og netop forældrene har erfaringsmæssigt vist sig at være et af de største problemer i trafikken.

- Vi har set en generel faldende moral i trafikken de seneste år, og det gælder også for forældrene. Der er en tendens til at folk ser stort på reglerne for at få deres egne børn i skole. Og det sker så desværre på bekostning af de andre børns sikkerhed, siger vicepolitikommissær Jan Perfeldt fra Færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi til tv2.dk.

Forældre ser stort på reglerne
Og på trods af, at skolerne gør et kæmpe arbejde for at sikre en tryg skolevej, så ser politiet i Nordsjælland ofte, at forældrene ser stort på skolens regler om for eksempel specielle afsætningssteder.

- Selv om forældrene selv har været med til at lave reglerne, så ser de stort på dem, for at få deres egne børn sat af så tæt på skolen som muligt, konstaterer Jan Perfeldt.

De overtrædelser som bilisterne, her i blandt forældrene, gør nær skolerne er ofte kørsel ud brug af sikkerhedssele, overtrædelse af hastighedsgrænserne og afsætning af børn i zoner, hvor det ikke er tilladt.

Råd: Det er ikke ond vilje
Og hos Rådet for Sikker Trafik, som netop nu kører en kampagne, som retter fokus på de nye elevers sikkerhed på vej til og fra skole, medgiver man, at det ofte er de voksne, som har dårlige vaner i trafikken.

- Jeg er sikker på, at det ikke er ond vilje, men mange familier er pressede om morgenen, og der er derfor måske en tendens til at man kommer lidt for sent ud af døren, og derfor føler sig presset til at køre helt op foran skolen, selv om reglerne måske siger noget andet, siger Gitte Aagaard, som er konsulent ved Rådet for Sikker Trafik til tv2.dk.

Børnene opfører sig ordentligt i trafikken
Og ofte er det faktisk børnene, der retter på deres forældre, når de gør noget forkert i trafikken.

- Børnene lærer også at begå sig i trafikken i skolen, så faktisk er det ofte dem, der retter på deres forældre, når de lige vil skære et hjørne i trafikken, siger Gitte Aagaard.

Og hos Nordsjællands Politi er man også generelt positive over for den måde børnene bevæger sig i trafikken på.

- Min opfattelse er, at børnene faktisk er bedre end deres forældre til at overholde reglerne i trafikken. Børn overholder reglerne, så hvis de får at vide, at de skal stoppe op, når der er rødt, så er det det, de gør, slutter Jan Perfeldt.

Hvordan er trafikforholdene ved dit barns skole ?

Kom med din historie via formularen herunder: