Forældre giver syge børn cannabis

16x9

I USA har en fars behandling af hans syvårige leukæmi-syge datter vakt opsigt.

Brandon Krenzler begyndte at give sin datter, MyKayla, cannabis kort tid efter hun blev diagnosticeret med leukæmi. Sygdommen giver MyKayla Comstock feber, udslæt, konstant hoste, voldsom mavepine, manglende appetit og svedeture om natten. For at mindske MyKaylas symptomer, administrerer faren omkring et gram cannabis-olie til hende to-tre gange om dagen.

Familien bor i den amerikanske stat Oregon, hvor cannabis til medicinsk brug er lovligt. Brugen af det til syge børn er dog stadig et omdiskuteret emne.

MyKaylas cancer er i bedring, men hun skal stadig behandles med kemoterapi de næste to år, skriver news.com.au.

Også brugt på børn i Danmark
Brugen af cannabis til patienter er også et omdiskuteret emne i Danmark, og her er brugen af det ulovligt.

Alligevel har en dansk mor valgt at give sin femårige søn Frederik cannabis, skriver Information.

Frederik er diagnosticeret med en sjælden form for epilepsi, der ikke findes en tilfredsstillende behandling for. På nettet fandt Dorthe, hvis navn er et pseudonym, beretninger om, at en bestemt form for medicinsk cannabis kunne være en mulighed. Dorthe afprøvede det derfor på Frederik, og blev imponeret over resultatet.

- Jeg stod pludselig med en dreng, som var der. Den glasklokken, jeg havde været vant til, at han var inden i - den var væk. Pludselig havde jeg en dreng uden rystelser, uden mærkelig blinken og uden trækninger i ansigtet, fortæller Dorthe til Information.

Dorthe prøvede at give Frederik cannabis tre dage i træk - blandt andet ved at drysse det i smørret i hans madpakke, som han fik med i børnehave. Men så havde hun ikke råd til mere.

Dorthe så gerne, at cannabis til medicinsk brug blev lovliggjort i Danmark.

- Jeg kan slet ikke have, at andre skal bestemme, at det, som jeg har set er gavnligt for mit syge barn, ikke er lovligt, siger hun til Information.

Dorthe har nu fået en bekendt til at dyrke den særlige form for cannabis, som hun og Frederik kan afprøve til efteråret.