Bulgarere i tusindtal kræver ny regering

16x9

Tusinder af demonstranter gik søndag på gaden i Bulgariens hovedstad Sofia med et krav om en ny regering. Det skriver Daily Star.

Ifølge avisen bunder noget af utilfredsheden i, at premierminister Plamen Oresharski har udnævnt den 32-årige Delyan Peevski som ny chef for det nationale sikkerhedspoliti, DANS.

Daily Star skriver videre, at flere demonstranter havde udtrykt deres utilfredshed på medbragte bannere, hvor der blandt andet stod: 'Mafia!' og 'Gå af!'.

Delyan Peevski skal så senere have tilbudt selv at gå af, men det har ikke fået demonstranterne til át stoppe. Også landets præsident, Rosen Plevneliev, har udtrykt sin tvivl over for beslutningen om at udpege Delyan Peevski

Ifølge myndighederne i landet tog rundt regnet 15.000 mennesker del i protesterne uden for regeringsbygningen i hovedstaden.

Omfattende og til tider voldelige protester drev tidligere i år den daværende konservative regering under Bojko Borisov fra magten.

Borisovs parti Gerb fik ganske vist flest stemmer ved valget tidligere på måneden, men kunne ikke finde en villig samarbejdspartner.

Også i byerne Plovdiv og Varna var der søndag demonstranter på gaden mod regeringen. Det ventes, at protesterne fortsætter mandag.