Her er det ’hemmelige’ bevis: Du bliver overvåget

16x9

Facebook, Google, Microsoft, Skype, YouTube og Apple er alle blevet overvåget

Facebook, Google, Microsoft, Skype, YouTube og Apple, Gmail, Hotmail og Paltalk. Dette er de verdensomspændende firmaer, som er blevet udsat for overvågning af amerikanske FBI. Det afslører The Washington Post og The Guardian.

Det hemmeligtstemplede dokument består af en 41­sider lang power point­præsentation, som er blevet lækket til de to aviser, og her fremgår det at både FBI og efterretningstjenesten National Security Agency (NSA) har haft ukontrollabelt adgang til e-mails, billeder, lyd- og videosamtaler samt andre dokumenter fra de angivne firmaer.

Firmaer: Vi ved ikke noget
Det er som led i et terrorberedskab med kodenavnet PRISM, at FBI og NSA har haft adgang til serverne.

The Washington Post skriver, at firmaerne højst sandsynligt ikke har vidst, at de blev overvåget. Det understøttes af flere af de centrale kilder.

- Vi har aldrig hørt om Prism. Vi har ikke givet nogen myndigheder direkte adgang til vores servere, sagde Apples talsmand Steve Dowling således til CNBC i nat dansk tid.

Facebook og Microsoft benægter det også ethvert kendskab til Prism sammen med Google.

Tager det alvorligt
- Google tager brugernes datasikkerhed meget alvorligt. Vi giver information til myndighederne, når det har hjemmel i loven, men vi har ingen bagdør, som giver dem direkte adgang til vores servere, siger Google til The Guardian.

Af powerpoint-præsentationen fremgår det desuden, at overvågningen har stået på siden 2007 (Se foto nederst i artiklen).

Vil beskytte USA
Chefen for den amerikanske regerings sikkerhedsservice (DNI), James R. Clapper har kommenteret lækagen.

- De informationer, som er blevet samlet i dette program, er blandt de vigtigste og mest værdifulde informationer, vi har fået fra udlandet, og de er brugt til at beskytte vores nation mod en bred vifte af trusler, siger James R. Clapper til Washington Post, hvor han samtidig understreger, at programmet er lovligt og formålet er at beskytte den amerikanske befolkning mod trusler fra netop udlandet.

Hvem der har lækket den hemmeligstemplede rapport til The Guardian og Washington Post vides ikke.