Læger kan komme i strid med loven

16x9

De praktiserende læger bryder loven, hvis de vil aflevere deres ydernummer

Det vil være i strid med loven, hvis de praktiserende læger fastholder, at de vil aflevere deres såkaldte ydernumre og opsige aftalen med regionerne 1. september.

Sådan lyder en vurdering fra Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten konkluderer, at det er i strid med overenskomsten og dermed den lovbestemte ordning, hvis en læge stopper med at drive praksis uden et varsel på seks måneder.

Overtrædelse vil kunne sanktioneres med med bod og udelukkelse.

De praktiserende lægers organisation (PLO) tager truslen fra statens advokat helt roligt. Som modsvar har PLO har indhentet ekstern advokatbistand, og her var svaret lige så klart som modparten:

- Når regionerne har opsagt aftalen med os, så den udløber 1. september i år, så er alle de regler, der ligger inden for aftalen selvfølgelig dermed også udløbet, siger lægernes formand, Henrik Dibbern, til dr.dk.

Ifølge Kammeradvokaten viderefører regeringens lovforslag overenskomsten, så snart det er vedtaget. Men sådan ser lægerne ikke på det.

- Med en opsigelse, som vi har fået i maj måned, er der ikke nogen tvivl for os om, at så kan vi træde ud af samarbejdet per 1. september i år.

/ritzau/