EFTERLYST: Groft overfald på 91-årig

En helt almindelig indkøbstur i Super Spar på Amagerbrogade lidt uden for København fik pludselig voldsomme konsekvenser for en ældre kvinde på 91 år. Mens hun gik rundt i butikken og foretog sine indkøb, blev hun nemlig overvåget af en ung mand.

Han fulgte efter hende i flere minutter, og da den ældre kvinde forlod forretningen fortsatte han forfølgelsen.

Forsøg på røveri
Da den ældre kvinde låste sig ind i sin ejendom, sneg manden sig med. De var alene i opgangen, så han slog til. Han kastede sig over hende bagfra. Lagde armene omkring hendes hals og forsøgte at holde hende fast.

Det lykkedes den ældre kvinde at skrige op og hun svingede rundt med armene. Til sidst mistede gerningsmanden sit tag og han forsvandt igen ud af opgangen.

Gerningsmanden fik hverken kvindens pung eller andre værdier med sig.

Hjælp politiet
Politiet på Amager beder nu om hjælp til at identificere manden på de billeder, der blev optaget mens hans forfulgte den 91­årige rundt i SuperSpar.

Han beskrives som

  • 17 - 20 år
  • af udenlandsk oprindelse
  • spinkel til almindelig af bygning
  • mørkt hår, som er kortbarberet i siderne
  • Og så var han iført en mørk hættetrøje, blå cowboybukser og hvide ankelsokker i et par sorte sko.

Har man oplysninger om overfaldet eller kan man genkende manden kan Københavns Politi kontaktes på 33 14 14 48.