Ballade om Irans præsidentvalg

Vogternes Råd siger nej til, at Irans tidligere præsident, Akbar Hashemi Rafsanjani, kan stille op ved præsidentvalget den 14. juni.

Der rapporterer det iranske nyhedsbureau Fars.

Også en af præsident Mahmoud Ahmadinejads rådgivere, Rahim Mashaie, er blevet vraget af det magtfulde Vogternes Råd.

Der er ikke givet nogen forklaring på, hvorfor de to kandidater er diskvalificeret.

Otte kandidater er sluppet gennem nåleøjet og stiller op ved valget.

Det drejer sig om fem konservative, der står den åndelige leder ayatollah Ali Khamenei nær, samt to moderat konservative og en enkelt reformkandidat, fremgår det.

Rafsanjani, der har været en magtfuld person, siden det iranske præstestyre kom til magten i 1979, har i stigende grad stillet sig på linje med landets opposition.

Under store demonstrationer i 2009 mod resultatet af præsidentvalget støttede han oppositionens kandidater.

Eksperter har ment, at han ville blive en alvorlig trussel mod præstestyrets egne favoritter til at afløse præsident Mahmoud Ahmadinejad.

Vogternes Råd er en frontorganisation for ayatollahen. Den består for den ene halvdels vedkommende af medlemmer, som Khamanei selv har udpeget, og seks jurister, der er udpeget af parlamentet.

Formelt skal rådet værne om den islamiske revolution. Reelt har det været anvendt til at bremse kandidater både til præsidentvalg og parlamentsvalg, der er kritiske over for præstestyrets magtudøvelse.

Den afgående præsident Ahmadinejad er faldet i unåde hos de konservative præster, fordi hans dagsorden har været mere nationalistisk end religiøs, siger eksperter, og det kan være en forklaring på, at hans rådgiver, Mashaie, ikke får lov til at stille op ved valget.

Rafsanjani stod efter revolutionen i 1979 daværende ayatollah Khomeini nær. Han blev parlamentsformand og i 1989 valgt til præsident. Her sad han til 1997.

/ritzau/Reuters