Danske Kai-Asle jagtede dræbertornado

- Vi vidste det var en meget alvorlig vejrsituation. Det var en krudttønde, der bare manglede en gnist. Jeg har aldrig set magen til radarbillede.

Det siger den danske "stormchaser" Kai-Asle Sønstabo, der i bil fulgte lige i hælene på den voldsomme tornado, der hærgede byen Moore i Oklahoma.

-Myndighederne vidste, at det ville blive farligt. Man havde lukket skoler og sendt børn hjem mange steder. Desværre bare ikke i Moore. Politiet var i gang med at spærre af. Jeg synes man har taget situationen meget alvorligt. Da vi tjekkede ind på vores hotel, fik vi en seddel med råd til, hvordan vi skulle forholde os, hvis der kom en tornado, fortæller han til tv2.dk

Hvorfor var man så ikke forberedt i Moore?

Tornadoen udviklede sig pludseligt meget voldsomt lige udenfor Moore. På et splitsekund gennemgik den en forvandling fra en fin, smal tornado til et tre kilometer bredt uhyre, der tromlede igennem Moore, fortæller han.

Sammen med to kolleger er han nu på vej til Dallas i Texas, hvor radarbillederne tyder på, at der senere i dag kan opstå nye tornadoer.

- Vi kan ikke gøre noget her. Alt er spærret af. Vi havde meldt tornadoen til myndighederne på forhånd. Mere kan vi ikke gøre. I Texas forventer vi ikke tornadoer, der bliver lige så frygteligt voldsomme som denne her, men der kan komme skader, fortæller Kai-Asle Sønstabo.

Er I selv i farezonen, når I kører så tæt på tornadoerne?

- Ja, det kan være farligt, for de radarbilleder vi har i bilen er fem minutter forsinkede, og der kan ske meget i løbet af fem minutter. Men jeg vil sige, at vi er sikrere i vores bil, med alt vores udstyr, end man er i et hus, siger han.