Trafikuheld: 18-årig kvæstet

16x9

Tre personer var tirsdag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Ribevej øst for Vojens i Jylland.

- Vi fik anmeldelsen om ulykken klokken 15:28, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi Erik Lindholdt til tv2.dk

En 18-årig mand kørte alene i sin bil, da han stødte sammen med to personer i en modkørende bil.

- Det ser ud som om, at de har mødt hinanden på midten af vejen og har ramt hinanden - forlygte mod forlygte, siger vagtchefen.

Måtte skæres fri
Sammenstødet betød, at den 18-årige mand måtte skæres fri, da han var blevet fastklemt i bilen.

- I første omgang frygtede man, at hans tilstand var alvorlig, men umiddelbart er det ikke så slemt som først antaget, fortæller Erik Lindholdt.

Manden blev, straks efter at han var skåret fri, kørt til Kolding Sygehus.

De to andre involverede personer blev lettere tilskadekomne og er kørt til Åbenrå Sygehus.

Politiet er nu færdige med deres undersøgelser på gerningsstedet, og banen er blevet ryddet.

De pårørende til den 18-årige er blevet underrettet.