Overlæge: Så meget salt må du spise

16x9

En ny sundhedsrapport bekræfter ikke længere tidligere anbefalinger for saltindtag

Den uafhængige amerikanske sundhedsorganisation Institute of Medicine (IOM) åbner på ny op for saltdebatten.

En ny rapport publiceret af IOM i sidste uge indikerer, at et lavt saltindtag kan have negative konsekvenser for helbredet.

Se hvor meget salt Niels Graudal anbefaler, at man spiser om dagen, nederst i artiklen.

Og det falder i tråd med undersøgelser foretaget af overlæge Niels Graudal fra Klinik for Infektionsmedicin og reumatologi på Rigshospitalet.

- Dødeligheden er relativt høj i den ende af skalaen, hvor folk spiser meget lidt salt, og det samme resultat gør sig gældende, hvis man spiser rigtig meget salt, siger han til tv2.dk

En svær balance
I årevis har man anbefalet borgere i hele verden at reducere deres saltindtag, da man mener, at det kan mindske dødeligheden.

De officielle danske anbefalinger for det daglige saltindtag ligner til forveksling, de der eksempelvis bliver givet af WHO (World Health Organization) på omkring 3 til 5 gram salt om dagen.

Men som Niels Graudal påpeger, så har et meget lavt eller et meget højt saltindtag negative bivirkninger.

- Fedtstoffer, saltbevarende hormoner og stresshormoner stiger eksempelvis ved et lavt saltindtag, og det kan i sig selv være ugunstigt for helbredet, også selvom dit blodtryk falder, siger han.

Glemmer bivirkningerne
Igennem flere år har Niels Graudal foretaget metaanalyser om emnet, og han påpeger, at en lavere dødelighed opnås ved at finde et mere balanceret saltindtag.

­ De der bare mener, at man skal reducere saltindtaget, de har den opfattelse, at sammenhængen mellem dødelighed og saltindtag er lineær. De tager ikke hensyn til, at der er bivirkninger ved at reducere saltindtaget.

- De der er fortalere for et lavere saltindtag har fastholdt, at der ikke er nogen negativ effekt ved en reduktion af saltindtaget. De kan bare ikke dokumentere det, siger Niels Graudal.

Det anbefaler Niels Graudal
Hvis man eksempelvis ikke lider af et forhøjet blodtryk, hvor et lavere saltindtag kan være en del af behandlingen, så er rådet fra Niels Graudal simpelt.

- Den sikre saltindtagelse ligger cirka imellem 5,7 gram og 11,5 gram salt, hvilket svarer til 1-2 teskeer om dagen, siger Niels Graudal.

- Det er min videre fortolkning i kraft af min egen metaanalyse, som jeg har arbejdet på siden 2010.

De tal, som Niels Graudal kommer med, svarer til, hvad folk i forvejen gennemsnitligt set indtager af salt om dagen på globalt plan.

Så til de folk der har haft et sådan saltindtag, men som har bekymret sig om, at det har været for højt, siger Niels Graudal afslutningsvist.

- Nu kan de godt holde op med at bekymre sig.