Tornado-ofre finder ejendele på Facebook

16x9

Da Leslie Hagelberg søndag aften ville trække lidt frisk luft uden for sit hjem i Oklahoma blev hun mødt af stykker af papir, som dumpede ned fra himlen.

Ved hendes postkasse fandt hun et fotografi og pludselig slog det hende, at affald og ejendele fra tornado-ofrene havde fundet vej til hendes gård, som ligger omkring 145 kilometer væk fra det tornado-ramte område.

På Facebook kunne Leslie Hagelberg se, at flere af hendes naboer havde gjort lignende fund i deres haver.

Derfor besluttede hun ifølge Huffington Post at oprette en Facebook-gruppe, som skal hjælpe de mange tornado-ofre med at finde deres forsvundne ejendele.

- Jeg prøver bare at hjælpe, siger hun til Huffington Post.

- Jeg kunne ikke forestille mig at miste mine egne billeder af mine børn.

Facebook-gruppen har allerede over 7000 medlemmer og hundredevis af billeder er allerede lagt op.

- Jeg håber, at alle ved, at de er velkomne til at skrive, hvad de finder, siger Leslie Hagelberg.