Bandidos på togt hos Hells Angels?

16x9

Sent mandag aften anholdt Nordjyllands Politi fire personer med tilknytning til rockerklubben Bandidos tæt ved rivalerne Hells Angels klubhus i Nr. Sundby nord for Aalborg.

De fire var bevæbnet med køller.

Det var et vidne, der anmeldte mystiske aktiviteter i en baggård.

- Et vidne ser maskerede mænd med lommelygter i en baggård i Kongensgade ganske tæt ved, hvor Hells Angels har deres klubhus, fortæller vagtchef Per Jørgensen til tv2.dk.

Smider brosten fra sig
Nordjyllands Politi rykker ud til baggården, og finder ganske rigtigt fire maskerede og bevæbnede mænd.

- Vi anholder de fire personer, der er bevæbnet med køller, og sigter dem for overtrædelse af våbenloven. Vi ser dem også kaste brosten fra sig, da vi dukker op, fortæller vagtchefen.

De fire mænd er kendt af politiet i forvejen, og har alle tilknytning til rockerklubben Bandidos.

- Vi ved ikke hvad de lavede i baggården - måske var der et opgør på vej. De fire bliver afhørt i dag, og så må vi se om vi bliver klogere af det, slutter vagtchefen.