Borgmester: - Find en løsning alle kan leve med

I dag er danmarkshistoriens største lockout af lærere trådt i kraft. Omkring 69.000 lærere må ikke gå på arbejde, og det betyder at også elever og forældre er ramt.

I Svendborg Kommune opfordrer man Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne til at finde en løsning, som alle kan leve med.

- Svendborg Kommune er medlem af KL og det er dem, der har kompetencen til at forhandle og til at tage et skridt som en lockout. Men det skal ikke ændre på at der kommer en stor appel herfra til at finde en forhandlingsløsning, som begge parter kan se sig selv i, siger borgmester i Svendborg Kommune, Kurt Sørensen.

- Det er trist, at skolerne er lukket i dag. Eleverne har brug for deres undervisning - Danmark har brug for nogle dygtige unge mennesker. Og så er der selvfølgelig også nogle gener ved det for familier og arbejdspladser, siger Kurt Sørensen.