SF får rekord-tæsk i ny måling

16x9

_ Katastrofalt, siger Henrik Qvortrup om den værste Megafonmåling for SF nogensinde

Det er ikke mere end tre uger siden, at tv2.dk kunne rapportere, at SF var i frit fald med en vælgertilslutning på blot 4,8 procent.

Tallene kom frem i SF's værste Megafonmåling nogensinde - men efter først partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, og siden Nanna Westerby og Emilie Turunen har skiftet partibogen fra SF ud med en indmeldelsesblanket til Socialdemokraterne, er situationen forværret yderligere for Annette Vilhelmsen og de tilbageværende SF'ere.

I en helt frisk Megafon-måling, der er gennemført torsdag og fredag for TV 2 Nyhederne og Politiken efter de tre SF-profilers exit - er partiet helt nede på 4,2 procent af stemmerne.

- Den måling har Annette Vilhelmsen virkelig ikke brug for lige nu. Den fortæller om et parti, som ikke bare nøglepersonerne - men også vælgerne - vender sig væk fra, siger politisk redaktør på TV 2, Henrik Qvortrup.

Siden folketingsvalget har de frafaldne SF-vælgere ifølge Megafon forklaret, at de har forladt partiet på grund af løftebrud og manglende indflydelse på regeringens politik - men nu siger en del utilfredse vælgere desuden, at "det hele er noget rod".

I den samme Megafon-måling kan Kristian Thulesen-Dahl og Dansk Folkeparti glæde sig over, at en vælgeropbakning på 17,1 procent gør partiet til Danmarks tredjestørste - tæt efter Socialdemokraternes 18 procent.

Set i forhold til fordelingen mellem regeringen og oppositionen er denne nye måling heller ikke morsom læsning for rød blok.

Blå blok står i dag til at få 57,1 procent, mens rød blok lander på 42,9 procent.

SF fik ved Folketingsvalget i september 2013 9,2 procent af stemmerne.

Se mere i TV 2 Nyhederne klokken 19 og 22.