Kørte rundt med våben - 26 anholdt

Politiet har anholdt 26 personer under en større razzia onsdag eftermiddag i Odense. Det bekræfter vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi over for tv2.dk.

- Det kulminerer omkring 14.30, hvor vi får en anmeldelse fra midtbyen, om at der kører en kortege af biler igennem en central grade, hvor flere personer hænger ud af ruderne og råber og skriger - og vifter med, hvad der beskrives som våbenlignende genstande, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi til TV 2.

Ved aktionen har politiet beslaglagt to softguns, knojern, en peberspray, 100 gram hash og flere knive. I alt fire biler blev stoppet.

Ifølge en pressemedelelse fra Fyns Politi har der været en ond stemning i byen som følge af en retssag mod medlemmer af HA/AK81.

Skulle vidne mod rocker
En person fra Vollsmose-området skulle vidne mod rockerne. Ifølge tv2.dks oplysninger er vidnet en fætter til Daabas-familien.

Nogle medlemmer af Daabas-familien, der har palæstinensiske rødder, kæmper ifølge politiet sammen med indvandrerbanden Black Ghost mod AK81/Hells Angels om narkomarkedet i Odense.

- Situationen førte til en anspændt stemning mellem grupperinger i det kriminelle miljø, og midt på eftermiddagen kulminerede det, da fire biler kørte gennem gågaden, Kongensgade, mens passagerne svingede med våbenlignende genstande ud af vinduerne og råbte, skriver politiet, der dog ikke kan sige noget om eventuelt tilknytningsforhold til HA/AK81 for de anholdte.

Vidner tilkaldte politiet
Vidner observerede en gruppe biler med bevæbnede mænd køre igennem byen. Det fik politiet til at starte en større ransagning, der ifølge fyens.dk har været i gang flere steder i byen.

Har du billeder eller video af aktionen, er tv2.dk meget interesseret. Send det til 1234@tv2.dk eller mms til 1234

Opdatering: Wissam Daabas har rettet henvendelse til TV 2. Han mener, at det af artiklen "Kørte rundt med våben - 26 anholdt", publiceret 20. marts 2013 på tv2.dk, fremgik, at alle medlemmer af familien Daabas blev beskyldt for at kæmpe om narkomarkedet i Odense sammen med AK81/Hells Angels. Det har ikke været hensigten. TV 2 skal beklage, hvis artiklen ved Wissam Daabas har efterladt det indtryk.