Fyns Politi: Sexkrænker kan være familiefar

16x9

Politiet har hidtil ment, at en enlig mand begik sexovergreb på to fynske piger. Men efter fire måneders efterforskning af sexovergrebene på to piger i Øster Skerninge og Refsvindinge på Fyn skifter Fyns Politi nu spor i efterforskningen.

TV2 Fyn oplyser, at politiet nu hælder til, at gerningsmanden er en familiefar eller en person, der har med børn at gøre.

- Vi har været tilbøjelige til at lede efter en, der bor alene. Men vi må nok erkende, at vi nu mener, at der nok er tale om en almindelig familiefar eller en person, der har med børn at gøre, siger efterforskningsleder Henrik Justesen, Fyns Politi.

I slutningen af oktober blev en 11-årig pige fra Øster Skerninge bortført, da hun steg af skolebussen. En mand tvang hende ind i sin bil og kørte hende ud i en skov, hvor han misbrugte hende.

Kun tre uger efter blev en 10-årig pige fra Refsvindinge bortført og misbrugt. Også i dette tilfælde slog manden til om eftermiddagen, da hun var på vej hjem fra skolefritidsordningen.

Politiet har sikret sig dna fra begge tilfælde, og det har vist, at det er den samme mand, der overfaldt de to piger.

Flere hundrede mænd har afleveret mundskrab til politiet, men endnu er det ikke lykkedes at finde en mand med gerningsmandens dna-profil, og derfor er han fortsat på fri fod.

Henrik Justesen tror, at nogen kender gerningsmanden, men holder sig tilbage med at melde ham til politiet.

- Jeg tror, at der er nogen, som er tæt på, men som ikke har kunnet få sig selv til at ringe til politiet og fortælle, at vi måske her har manden, der har misbrugt de to piger, siger Henrik Justesen til TV2 Fyn.