24 smittet med leverbetændelse: Fødevare under mistanke

16x9

Alarm efter usædvanligt mange tilfælde af leverbetændelse

Siden november sidste år er 24 danskere rundt om i landet blevet smittet med hepatitis A, en mildere form for leverbetændelse, der er en sjælden sygdom i Danmark.

Som regel får folk fra Danmark og omegn kun sygdommen, når de rejser til eksempelvis lande i Asien, hvor sygdommen er normalt forekommende.

Men ifølge seniorforsker ved Statens Seruminstitut, Steen Ethelberg, så har de 24 smittede personer ikke været ude og rejse.

- Det siger os noget om, at det må være noget her i landet, der gør folk syge, siger Steen Ethelberg til tv2.dk

Mistænker fødevarer
Ud af de 24 personer har man kunne påvise, at seks af dem bærer på den samme virus, hvilket betyder, at smittekilden må være den samme.

Da de smittede personer kommer fra forskellige egne af landet, mistænker man derfor fødevarer importeret fra udlandet som smittekilden.

Alt tyder på, at der er tale om en langtidsholdbar fødevare, da der er stor tidsforskel på, hvornår folk er blevet smittet, hvilket indikerer, at der ikke er tale om en letfordærvelig fødevare.

- Vi har endnu ikke fundet frem til, hvilken fødevare der er tale om, for det er vanskeligt at kredse det ind til et punkt, hvor man er helt sikker, siger Steen Ethelberg.

Han forklarer videre, at der går tre til fire uger før symptomerne viser sig, derefter skal sygdommen fastslås, og det kan være svært for folk at huske, hvad de har spist for halvanden måned siden.

Svært at stille noget op i Danmark
Steen Ethelberg minder om, at hvis man skal ud og rejse, så kan man tage sine forholdsregler ved at blive vaccineret for hepatitis A.

- Så er man beskyttet resten af livet, men i Danmark kan vi ikke tilbyde nogen specielle forholdsregler andet end, at man skal sørge for at have en god køkkenhygiejne, siger Steen Ethelberg, der understreger, at der kun er tale om den milde grad af leverbetændelse.

- Den vi har med at gøre her er mindre alvorlig. De fleste kommer sig efter noget tid, man kan godt være syg i månedsvis, men i de fleste tilfælde drejer det sig om et par uger, siger han.

Man skal generelt udvise symptomer på, at der er noget galt med leveren, for eksempel at man bliver gul i huden, at det hvide i øjet bliver gulligt, eller at éns urin er meget mørk.

Læs mere om symptomerne i faktaboksen ovenover.