TV: Mor til bande-offer: Slå ikke flere ihjel

Corrien Fledderus taler stadig om sin yngste søn i nutid. Hun har to sønner, siger hun, men den yngste lever ikke længere.

20. april 2010 blev 22-årige Thimo Zevenbergen dræbt som et tilfældigt offer for bandekrigen i Køge - skudt i ryggen af en eller flere gerningsmænd, der stadig er på fri fod.

På det seneste er bandekrigen i Køge spidset til i en volsspiral ef skyderier og blodige overfald, og senest blev en 15-årig ung mand i sidste uge varetægtsfængslet og sigtet for et skyderi mod en tatovørforretning.

Stop med at slå ihjel
tv2.dk har mødt Thimos mor Corrien Fledderus, der kæmper for, at hendes søn bliver bandekrigens sidste offer. Hun kæmper for, at banderne i Køge skal lægge deres våben.

- Der er ikke flere, der skal dø. De vil bare have hævn, men jeg vil ikke have, at andre familier skal igennem det her. De ødelægger det ikke kun for sig selv, de ødelægger det også for deres familier. De er ved at ødelægge en hel by, siger Corrien.

Flere medlemmer af den lokale bande Black Cobra blev kort Thimos død varetægtsfængslet og sigtet for drabet, men efter halvandet års efterforskning har statsadvokaten besluttet, at der ikke er grundlag for en retssag.

Hævn fører til hævn
En af de sigtede var den nu 24-årige leder af Black Cobra i Køge, der efterfølgende har været mål for flere hævnaktioner. Senest blev han i januar stukket ned i en slikbutik - og i brystet bærer han fortsat en kugle fra et af de tidligere angreb.

Ifølge politiet handler bandekonflikten om territorier og narkohandel - men den handler også om ære og personlige opgør.

Og så handler den om hævn, lyder det fra kilder i miljøet.

Thimo var passager i en parkeret bil
Hjemme i stuen peger Thimos mor på et af de mange billeder af Thimo, der smiler ud over rummet.

- Det er det sidste, der blev taget af ham. Han var sådan en glad dreng. Han havde rigtig mange venner, siger Corrien Fledderus.

Hun ved godt, at Thimo ikke altid var en engel - men bandemedlem, det var han ikke.

En af vennerne var sammen med Thimo, da han blev skudt. De sad i en parkeret bil, da otte skud ramte bilen.

Bagfra, midt på en parkeringsplads mellem boligblokkene ved Nylandsvej. Ved indkørslen er ordet 'Bloodz' malet med røde bogstaver henover et skur, men Thimos mor afviser kategorisk, at hendes søn havde noget med banderne at gøre.

Venner det forkerte sted
Han havde bare mange venner, og nogle af dem boede tilfældigvis i de gule huse på Nylandsvej.

- De troede først, at skuddene var fyrværkeri. Så sagde Thimo, at han var ramt. Det var det sidste, han sagde. Han sagde det to gange. 'Jeg er ramt, jeg er ramt', siger Corrien.

Tidligere på dagen havde to grupper med tilknytning til henholdsvis Black Cobra og Bloodz været oppe og toppes - først på et pizzeria og siden ved Nylandsvej - men ifølge Midt- og Vestsjællands Politi havde Thimo ikke været med.

- Hvem gør sådan noget? Hvem skyder en passager i en parkeret bil? spørger Thimos mor.

To forskellige bandekonflikter
Bandeopgøret i Køgeområdet har formentlig ikke noget med den verserende bandekonflikt i København at gøre, men ligesom politiet i København advarer om, at konflikten er spidset til med væbnede overfald, flere drabsforsøg og drab på åben gade - så er Midt- og Vestsjællands Politi også opmærksomme på forråelsen af den lokale konflikt mellem Black Cobra på den ene side og Bloodz, der har allieret sig med Bandidos, på den anden.

I sidste uge beslaglagde politiet to pistoler og et udvalg af slagvåben i Ellemarken, hvor Bloodz holder til, og for første gang har politiet meldt ud, at de fremover vil benytte sig af såkaldte zoneforbud i Køge, så politiet har en mulighed for at slå til mod bandernes selvbestaltede vagtværn.

Her blev Thimo dræbt
- Hævn eskalerer. Der vil altid være nogle, der vil hævne sig igen. Det eneste, jeg er interesseret i, det er, at de unge smider deres våben, gentager Corrien.

Hun taler med fast stemme, da hun stadig sidder hjemme i huset, men da hun senere står på parkeringspladsen og peger på stedet, hvor Thimo blev skudt, knækker stemmen over.

- Jeg frygter, at der kommer flere uskyldige ofre. Jeg frygter, at der er en hel by, der går til grunde. De kan ikke se, at de ødelægger alt for sig selv. De forstår ikke, at det aldrig er for sent at holde op. Der er stolthed, der ødelægger det hele. De vil ikke være de første der bøjer hovedet, siger hun.

Politiet håber på nye vidner
Hos Midt- og Vestsjællands Politi lyder det fra politikommisær Jacob Olsen, at drabssagen for nu er henlagt som uopklaret.

Men politiet hører stadig meget gerne fra vidner eller andre, der måtte have oplysninger i forbindelse med drabet på Thimo.

Se Corriens facebookgruppe mod bandekrigen i linkboksen til højre