Østmafia sælger syge hundehvalpe

16x9

Tyske Bild har i denne uge afsløret, hvordan kriminelle hundehandlere fra Østeuropa sælger alt for unge og syge, underernærede hvalpe til europæiske kunder. Det sker også i Danmark.

Hundene lugtede af urin og afføring, da den tyske avis modtog dem fra bagagerum på parkeringspladser.

Men problemet eksisterer også i Danmark, fortæller Dyrenes Beskyttelse og Dansk Kennel Klub samstemmende.

- Vi VED, at de kommer til landet, siger adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub til tv2.dk.

Mange af hvalpene dør
Dyrlæge Jens Svenningsen fra Dyrenes Beskyttelse kalder problemets omfang for "betydeligt" med hvalpe fra især Polen og Ungarn.

Ofte er hundene taget for tidligt fra deres mor, ikke vant til mennesker og meget syge.

- Mange af dem dør desværre undervejs, siger Jens Svenningsen, der peger på, at det alene i dyrlægeregninger kan blive meget dyrt at købe en "billig" hund på nettet.

Selvom annoncen på Den Blå Avis, Gul og Gratis eller andre steder ser reel ud, så skal man ifølge Dansk Kennel Klub lade ved med at hoppe på de alt for gode tilbud.

Holder liv i mafiaorganisationer
- Man skal huske på, hvad det er, man som forbruger er med til at holde liv i, siger Lise Lotte Christensen.

- De bliver opdrætter under virkelig kummerlige forhold. Det er storproduktionslignende hvalpefabrikker, hvor syge tæver konstant producerer hvalpe.

Det er især chihuahua'er, franske bulldogs og mops-hvalpe, der er populære, fordi de er nemme at smugle og sælge.

- Kiloprisen er relativt høj, bemærker Lise Lotte Christensen.

Sådan sikrer du dig
Hun giver følgende råd, når du køber hund:

1) Accepter aldrig at få overdraget en hund på rasteplads eller lignende med mindre, du har været hjemme og se hvalpen hos tæven.

2) Bruger sælger taletidskort, skal du blive mistænksom.

3) Hvis det er en dansk hund, så kræv at se dokumentation for, at den er tilmeldt hunderegistret.

4) Hvis det er en udenlandsk hund, så tjek at den er mærket og har hundepas.

5) Vær kritisk. Hvis din mavefornemmelse siger, at der er noget galt, så er der det nok.

6) Køb aldrig en hund af medlidenhed. Det lukrerer de skruppelløse sælgere på.

Læs flere råd på tjekhvalpen.dk.

HAR DU MODTAGET SÅDAN EN HUND?
Så kontakt journalist Magnus Bjerg på
magb@tv2.dk