Mænd efterlyses efter voldsomt røveri

Politiet beder nu om hjælp til at finde gerningsmændene bag et brutalt røveriforsøg i Danske Bank i Høng

Politiet beder nu om hjælp til at finde gerningsmændene bag et brutalt røveriforsøg i Danske Bank i Høng.

Med en 30 centimeter lang kniv og en pistol forsøgte to ukendte mænd mandag d. 4. februar at tvinge personalet i banken til at udlevere kontanter.

Men de to røvere havde overset skiltet på døren, der viser at banken er en pengeløs filial. Det fik mændene til at reagere særdeles voldsomt overfor personalet.

Truede personale med kniv
Den ene gerningsmand tvang en kvindelig ansat over mod en dør. Her huggede han sin 30 cm lange kniv ind lige ved siden af hende - formentlig i frustration over at de ingen penge kunne få, fortæller vicepolitikommissær fra lokalpolitiet i Kalundborg, Martin Kofoed.

Under røveriforsøget blev også en anden af de ansatte truet med kniven for struben.

De meget brutale handlinger kan få konsekvenser, hvis politiet har held til at fange de to mænd.

- Der er nok ingen tvivl om, at det er en skærpende omstændighed, at de anvender den her form for nytteløse trusler i og med, at det faktisk er på vej ud af banken, at de sender en hilsen ved at hakke en kniv ind i døren lige ved siden af en af de bankansatte, fortsætter Martin Kofoed.

Søger efter hjælp til at fange røvere
De to røvere er ikke pågrebet, og derfor beder politiet nu om hjælp til at finde dem.

- De var jo svært maskerede, men vi håber, at nogle måske kan genkende deres tøj eller statur. De er lidt fy-og bi-agtige. Den ene er 160-165 cm høj - den anden noget større - ca 185 cm høj og så taler de dansk med accent.

- Er der nogen der kender et makkerpar der ligner dem, vil vi gerne høre om det, siger Martin Kofoed.

Røveriet fandt sted klokken 11 mandag formiddag, og det kan måske hjælpe politiet i den videre efterforskning. Efter røveriet løb røverne formentlig mod den nærliggende Strandvejen. Her er de sandsynligvis kørt videre i en bil.

Politiets hunde mistede færten af røverne netop ved jernbaneoverskæringen på Strandvejen.

- Så mon ikke de er kørt videre eller er blevet samlet op af en tredje gerningsmand, det formoder vi og måske har nogen lagt mærke til dem - det var jo højlys dag, slutter Martin Kofoed.

Oplysninger i sagen kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. nr 46351448.