Højgravid udskrives efter overfald

16x9

Kvinden, som er i syvende måned, blev sparket, slået over overfaldet med peberspray

Den 42-årige gravide kvinde, som blev udsat for et voldsomt overfald i onsdags, kan nu udskrives fra Rigshospitalet.

- Forurettede har det så fint, at hun er ved at blive udskrevet. Men hun er mærket af situationen rent psykisk, fortæller Jakob Søndergaard fra Station City til tv2.dk.

Kvinden, Joana Dervishi, er gravid i syvende måned - og politiet formoder, at det ufødte barn er sluppet uden skader, siden hun nu kan udskrives.

En medarbejder fra politiet har været på besøg på hospitalet i dag for at tale med offeret.

- Hun kunne underbygge nogle ting, som vi arbejder ud fra. Og det er godt at blive bekræftet i, at vi går den rigtige vej.

Politiet har offentliggjort billeder af fire mænd, som det mener er gerningsmændene bag overfaldet - hvor Joana Dervishi blev overdænget med spark, slag og peberspray.

Hun havde netop hævet 10.000 kroner til blandt andet en barnevogn og vekslet 20.000 kroner i en Nordea på Valby Langgade - da gerningsmændene frarøvede hende pengene.

Politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Københavns Politi vil fortsat gerne have henvendelser fra vidner eller andre, der har kendskab til de fire mænd. Har du det, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.