Bier skal kåre prisvinder på Berlinalen

Den Oscar-hædrede danske instruktør Susanne Bier skal i næste måned være med til at afgøre, hvem der vinder Guldbjørnen og sølvbjørne på Berlinalen i den tyske hovedstad, meddeler filmfestivalen.

Det er den kinesiske instruktør Wong Kar Wai, der fra 7. til 17. februar står i spidsen for den syv mand store jury, som også tæller den amerikanske skuespiller Tim Robbins og den iranske instruktør Shirin Neshat.

Omkring 400 film fra hele verden bliver vist i Berlin under festivalen.

Juryen uddeler priserne ved festivalens hovedkonkurrence, hvor Bille Augusts nye film, "Nattog til Lissabon", får verdenspremiere.

Danskeren er oppe imod navnkundige kolleger som Gus Van Sant, Ken Loach og Michael Winterbottom, der tidligere har vundet priser på festivalen, som ved siden af Cannes-filmfestivalen er den vigtigste i Europa.

Danske Mads Mikkelsen spiller den store skurkerolle i hovedkonkurrencefilmen "The Necessary Death of Charlie Countryman".

Sidste år fik instruktør Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg Sølvbjørnen for bedste manuskript for filmen "En kongelig affære" på Berlinalen, mens skuespiller Mikkel Boe Følsgaard fik en Sølvbjørn for sin rolle som kong Christian VII.

I år er Mikkel Boe Følsgaard udvalgt til at være en af de 10 europæiske Shooting Stars på filmfestivalen.

Tre danske film er udtaget i år: Joshua Oppenheimers "The Act of Killing", Daniel Joseph Borgmans dansk-new zealandske spillefilm "The Weight of Elephants" og Jacob Schulsinger & Nicolas Peredas Dox Lab-produktion "Matar Extraños".

De bliver alle vist i festivalens sideprogrammer og altså ikke i hovedkonkurrencen.

Den dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifel deltager med "A World Not Ours" i Panorama-programmet.

/ritzau/