Niels Brinch: Sådan er Aktionsstyrken

Politiets specialenhed var i nat i ildkamp med formodede smuglere. Niels Brinch har mødt enheden

En formodet smugler blev i nat skudt og dræbt af betjente fra Aktionsstyrken (AKS) - politiet skarpeste enhed, der bliver sat ind i de farligste opgaver.

- De kan sammenlignes med hærens Jægerkorps og flådens Frømandskorps, som de også træner en del sammen med, siger TV 2's Niels Brinch til tv2.dk.

Han har mødt en række af de specialtrænede politifolk, da han for otte år siden som den første journalist fik adgang til enheden, der er kendetegnet ved ekstremt hård fysisk træning.

I den "virkelig skarpe" ende
- Der bliver stillet ekstremt høje krav til fysik, men i endnu højere grad også til viljestyrken og evnen til at holde hovedet koldt i de farligste situationer, hvor andre ville blive stresset eller gå i panik.

Altså den "virkelig skarpe ende af politiarbejdet," som befrielse af gidsler, højrisikoanholdelser og særlige observationsopgaver. Derfor har de også udstyr, som det almindelige politi ikke råder over.

- De indgår også som en del af terrorberedskabet, som vi f.eks. så under COP15 i København. Derfor gik de i folkemunde også under navnet "antiterrorkorpset".

Sjælden begivenhed
Nattens ildkamp er første gang, at en betjent fra AKS (der hører under Politiets Efterretningstjeneste) er blevet såret af skud i aktion.

Niels Brinch kan ikke huske andre eksempler på, at AKS-folk har "skudt i vrede". Altså affyret skarpe skud på en opgave.

- Det er på grund af den enormt omhyggelige forberedelse, der er en af de ting, der kendetegner dem. Inden de går ind, har de normalt gennemgået hvert eneste tænkelige scenarie, siger Niels Brinch.

PET vil dog ikke kommentere, hvor mange gange Aktionsstyrken har skudt på opgaver.

Ville ikke genkende dem
Personligt betegner Niels Brinch dem som enormt professionelle og målrettede politifolk, der alle hviler i sig selv. Men på trods af de enorme krav til fysik er det ikke Rambo-typer, der er flere meter over skuldrene.

- Hvis du stødte på dem på gaden, ville du ikke umiddelbart genkende ham.

Se hele indslaget om Aktionsstyrken fra 2005:

.