Druk på DFDS' færger

16x9

Fulde søfolk har ansvaret for sikkerheden på DFDS' færger _ få overblik over sagen her

Druk blandt søfolk med sikkerhedsansvar på DFDS' færger er kommet i søgelyset efter afsløringer af fulde besætningsmedlemmer på færgerne "Pearl of Scandinavia" og "Crown of Scandinavia" på ruten mellem København og Oslo. Efter at have set videooptagelser af fest om bord på færgerne, har DFDS pålagt rederiets kaptajner at intensivere kontrollen med at de ansattes alkoholforbrug.

Af Peter Møller

Det var Dags Dato og Ekstra Bladet, der søndag den 19. juni 2005 satte gang i sagen om druk blandt færgepersonalet.

Sagens omdrejningspunkt er videooptagelser fra DFDS' færger "Pearl of Scandinavia" og "Crown of Scandinavia", der viser en række besætningsmedlemmer drikke sig fra sans og samling, mens de har ansvaret for at redde passagererne, hvis der skulle opstå en nødsituation.

Bar i fællesrummet
Drukfesterne finder sted i besætningens fællesrum, hvor der er bardisk, caféborde og kølere til drikkevarer. Under en af festerne fortæller de berusede besætningsmedlemmer, at ledelsen på skibet ved hvad der foregår.

"Men de ved vel godt, hvis der har været 50 mennesker, der har festet hernede? De er slet ikke i tvivl om det," siger en af festdeltagerne til det skjulte kamera.

Videooptagelserne bliver understøttet af Birgitte Thomsen, der arbejdede som stewardesse hos DFDS i 1999.

Der bliver festet hver dag
"Jeg tror allerede første dag, kunne jeg fornemme stemningen af, at der blev festet - højskolestemning. Jeg tror næsten, der blev festet hver anden dag. Du kunne også feste hver dag, hvis du ville," siger hun.

DFDS-færgen mellem København og Oslo bruges hvert år af 750.000 passagerer. Alle 174 besætningsmedlemmer har sikkerhedsopgaver. Derfor har besætningen aldrig fri, men skal 24 timer i døgnet kunne træde til, hvis passagererne er i fare.

Sporene skræmmer
Vigtigheden af, at besætningen kan klare sikkerhedsopgaverne, blev understreget den 7. april 1990, da 158 passagerer omkom under en voldsom brand på passagerfærgen "Scandinavian Star", mens den var på vej fra Oslo til Frederikshavn.

Den senere undersøgelse viste, at besætningen på grund af manglende sprogkundskaber og dårlig uddannelse ikke kunne varetage deres sikkerhedsopgaver.

Kræver redegørelse
Hos Søfartsstyrelsen mener man heller ikke, at sikkerhedsansvar og alkohol bør gå hånd i hånd.

"Jeg har sagt, at så snart de (DFDS) er gjort bekendt med, hvilket oplysende materiale de pågældende journalister har, så vil jeg meget gerne have en redegørelse. Og hvis det er sådan, at der foregår ting, som ikke bør foregå, så har jeg bedt om at få at vide, hvad de vil gøre ved det," siger direktør i Søfartsstyrelsen Jørgen Hammer Hansen til Ritzaus Bureau.

Nye kontroller på færger
Efter afsløringerne har DFDS pålagt rederiets kaptajner at intensivere kontrollen med at de ansattes alkoholindtag på selskabets færger.

For at forhindre gentagelser skal officerer på alle rederiets skibe fremover flere gange hver aften og nat med tilfældigt mellemrum inspicere besætningsområderne for at kontrollere, at alkoholpolitikken bliver overholdt.

"Vi har set indicier på, at vores restriktive alkoholpolitik er overtrådt. Sikkerhed til søs vil altid have førsteprioritet hos DFDS. Jeg er udmærket klar over, at de nye skrappe restriktioner og kontroller vil være til gene for den altovervejende majoritet af vort personale, der altid overholder alle regler, men jeg er overbevist om, at alle vil have forståelse for nødvendigheden heraf," siger DFDS' administrerende direktør Søren Jespersen.